Måløv i middelalderen
bondens_skæbne_1.jpg
Præsten Janus Jonsen fra Roskilde Domkirke, her i skikkelse af historiker Janus Clausen fra skoletjenesten, prædiker fordelene ved at lade sig fæste ved kirken. Foto: Flemming Schiller
historie Elever fra 4. og 5 klasse blev sendt tilbage til middelalderen for på egen krop at opleve, hvordan det var at leve som bonde i middelalderens Måløv. Bag rollespillet stod Skoletjenesten i Pederstrup og Teatergruppen KLIMA.

Hvad er landgilde, hvad betyder fæstebonde, og hvorfor betød kristendommen så meget i middelalderen. Det er nogle af de spørgsmål, 5. klasse fra Skovvejens Skole Øst blev klogere på, efter de i sidste uge deltog i rollespillet ’Bondens skæbne i Måløv’ – en times levende historieundervisning, udtænkt og arrangereret af Skoletjenesten i Pederstrup i samarbejde med Teatergruppen KLIMA.

Tre formiddage i træk blev anlægget bag Brydegården forvandlet til et middelalderligt sceneri, hvor skuespillere fra KLIMA og et par af skoletjenestens folk gestaltede de historiske figurer, eleverne skulle i dialog med for at løse samme udfordring, som bønderne i Måløv blev stillet over for i året 1397, da en adelsmand testamenterede hele landsbyen til kirken for at finansiere et nyt alter i Roskilde Domkirke. I en tid hvor troen på livet efter døden og frygten for skærsilden spillede en central rolle i folks liv.

Et historisk dilemma

»Adelsmanden Ebert Moltke boede i Veksø og ejede Måløv og han skændtes med præsten Jonas Jonsen i Roskilde om, hvem der ejede Måløv. Konfliktede tilspidsede i 1397, og bønderne var bange for, at der skulle blive krig, og at deres dyr ville blive slået ihjel og deres marker ødelagt. De skal derfor vælge at lade sig fæste hos kirken eller hos Ebert Moltke for at få beskyttelse. Men de kan også vælge at være selvejere og beskytte sig selv,« indleder formidlingsinspektør Sara Kvist Veile, i skikkelse af en bondekone, dagens andet rollespil, inden eleverne, iklædt bondeskjorter og kapper, blev inddelt i familier og sendt ud for at finde en løsning på dagens dilemma.

Eleverne tripper lidt utålmodigt, de venter på at blive sluppet løs på anlægget bag Brydegården, hvor de skal ud og finde præsten, adelsmanden og selvejerne så de kan tage en beslutning om, hvem og hvad de skal satse på. Beskyttelse kontra frihed. Hvad koster det at lade sig fæste hos adelsmanden, eller hos kirken, og hvad er fordelene ved at være selvejer?

Landgilde og hoveri

En gruppe elever har fundet Ebert Moltke og er i gang med at udspørge ham om omfanget af hoveri, de arbejdsdage fæstebønderne skulle udføre hos godsejeren mod at få beskyttelse.

»Hvor meget skal vi betale i landgilde,« spørger en pige om de værdier af naturalier, fæstebønderne også skulle betale.

»En halv tønde smør, 20 plovdage, spanddage hvor de stiller med hest og vogn og gangdage, hvor én fra familien møder op,« remser adelsmanden op, mens eleverne noterer, regner og tænker.

Hoveri, gangdage og plovdage. Historiske udtryk flyver om ørerne på eleverne, da adelsmanden
Ebert Moltke remser sine krav op til sine fæstebønder. Foto: Flemming Schiller

 

I den anden ende af anlægget har en af de andre ’familier’ fundet to selvejere under det store piletræ, hvor de sidder og skræller æbler:

»Vi sad lige og talte om, om vi skulle holde kaniner på dette her stykke jord,« siger kvinden til eleverne og fortsætter:

»Vi bestemmer selv over vores jord.«

»Men hvem beskytter jer?« vil en af drengene vide.

»Det gør dronningens soldater, vi betaler jo skat til dronningen, og så har vi også lænkehund og en høtyv,« tilføjer hun, der ikke er så bange for skærsilden og efterlivet.

»Vi er gode folk, behandler folk ordentligt, og går i kirke hver søndag.«

Børnene lytter og ser tænksomme ud. De har været på besøg hos både præsten og adelsmanden, der begge tilbyder fæste. Men lige nu er de vist mest til at blive selvejere.

Sjældent forberedt

Selv om eleverne endnu ikke har arbejdet med middelalderen i historietimerne hjemme på skolen, og lærerne sjældent har tid til at læse op på emnet, før klasserne ankommer, er de optaget af opgaven og af dilemmaet. Sara Kvist Veile fra skoletjenesten siger:

»Det er vores ønskescenario, at eleverne er blevet forberedt på tidsperioden og historien, når de kommer. Men i en travl skolehverdag kan det ofte ikke lade sig gøre. Lærerne har måske kort nævnt noget om middelalderen, inden de kommer. Men som udgangspunkt er eleverne uforberedte. Det er vores virkelighed. For os er det derfor vigtigt at gøre dem nysgerrige på historien og undervise dem på en anden måde, og vi oplever, at eleverne rent faktisk diskuterer de nye begreber, vi præsenterer dem for. Og selv om vi leger læringen ind, så arbejder vi seriøst med læringsmål og er dybt nede i de historiske kilder, som ligger til grund for rollespillet.«

Grineren at være bonde

Imens er sandsigersken med det mælkehvide øje dukket op. Hun kan se ind i fremtiden og måske hjælpe eleverne med at beslutte, hvem og hvad de skal satse på.

»Men, pas på. I må ikke kigge ind i hendes øje, så kan man blive sindssyg,« advarer Sara Kvist Veile. Og selv om eleverne ved, det er en leg, så gyser de samarbejdsvilligt over advarslen, og skeler forsigtigt til sandsigersken. Tænk nu hvis…

Sandsigersken med det onde øje fik det til at gyse i flere af eleverne. Foto: Flemming Schiller

 

De sidste scener i rollespiller udfolder sig bag Brydegården, inden Sara Kvist Veile samler tropperne og runder dagens historieundervisning af.

»Det var svært at være bonde i middelalderen, og bønderne havde ikke meget at skulle have sagt,« konkluderer hun og overlader ordet til eleverne. De er begejstrede:

»Det er grineren at være bonde i middelalderen,« siger en af drengene. En anden synes

»Det har været vildt fedt. Vi lærer meget mere, når vi selv prøver det, end når vi har historie i skolen.«



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *