Natteravnene har brug for flere
Natteravne.jpg
De velkendte gule natteravne gør en forskel i nattelivet og søger flere ravne. Foto: privatfoto
Nattehjælp Der findes natteravne i Skovlunde, men de har længe fløjtet lidt under radaren. Dels er de nuværende natteravne blev ældre og knap så mobile, samtidig er der ikke så mange unge i Skovlundes natteliv længere.

Men det betyder ikke at natteravnene, altså de folk, som går rundt i nattelivet og skaber tryghed og dialog, ikke er nødvendige.

Derfor er natteravnene på jagt efter flere medlemmer og er samtidig i dialog med Ballerup Kommune og SSP om at etablere en vidensbank,hvordan natteravnene kan støtte op om det arbejde, der skal gøres på området.

Det kan være, at der er et større behov i andre områder end lige i lokalområdet og at man derfor skal følge de unge, hvor de nu færdes. Desuden arbejdes der på at etablere et samarbejde med natteravnene i Ballerup og Herlev, netop for at markere det fælles ønske om tryghed i hele området.

Stor tillid

Natteravnene nyder generelt stor tillid blandt de unge, fordi de ikke løfter pegefingre eller leger politi, men er til stede for en snak og en tryg skulder, som de unge selv har brug for og henvender sig til.

Natteravnene har fem gyldne regler, som de holder sig til. De er synlige og observerer og blander sig aldrig i fysiske sammenstød, men kan tilkalde professionel hjælp, hvis det er nødvendigt. De går altid i hold på tre i de velkendte gule jakker og helst med deltagelse af begge køn og forskellig baggrund.

Natteravnene færdes altid udenfor på gader og i transportmidler og ikke indenfor på barer, diskoteker og til fester.
Natteravnene giver sig tid til at lytte og tale med børn og unge, på de unges eget initiativ, men yder ikke egentlig rådgivning. Endelig hjælper de ’forulykkede’ unge, helst gennem venner og familie. Men de følger aldrig nogen hjem alene og låner aldrig penge ud.

Få mere at vide

Hvis man er interesseret i at blive natteravn og gøre en forskel for børn og unge i området, så kan man komme til informationsmøde i Skovlunde Kulturhus, onsdag den 19. september klokken 19.30. Man kan gå ind gennem indgang 2.

Her vil repræsentanter fra Ballerup kommunes ungeindsats, SSP-konsulent Gitte Larsen, afsnitsleder i Ballerup Kommune Erik Hansen, seniorinstruktør for natteravnene Henrik Skude samt aktive natteravne fortælle om, hvad der forventes af natteravne og fortælle om deres oplevelser.

Alle der ønsker at blive natteravn får et basiskursus og prøveture, så man kan blive klædt på til opgaven.

Man kan læse mere på www.natteravnene.dk.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *