Pjask, crawl og vandskræk
dykænderne_3.jpg
Hos Dykænderne kommer folk, der skal lære at svømme eller som er bange for vand. Foto: Flemming Schiller
svømning Ballerups vel nok mindste forening på blot ti medlemmer mødes hver lørdag i bassinet på den gamle Skovlunde Skole.

Dykænderne hedder den lille svømmeklub, bestående af ti medlemmer, der hver lørdag og mandag mødes i bassinet på den tidligere Skovlunde Skole på Torvevej. Klubben består af udbrydere fra et FOF-svømmehold, der synes, aftenskolens undervisning var blevet for dyr. De startede derfor deres egen lille forening, og har været i gang i omtrent fem år.

»Vi er alt andet end elitesvømmere. Men det er til gengæld et ideelt tilbud, hvis man ikke er så god til at svømme, skal lære at svømme eller er bange for vand. For bassinet er ikke dybere end, man kan bunde hele vejen,« forklarer Tina Altenburg, der er formand for Dykænderne.

Tina Altenburg er formand for klubben og selv at finde i vandet lørdag eftermiddag. Foto: Flemming Schiller

 

Det er første gang i den nye sæson, medlemmerne mødes til en times svømning og vandgymnastik. Kun seks er mødt op. Mænd og kvinder, ældre og yngre og med vidt forskellige behov og talenter i vandet. Jutta er over 70, og helt ny i bassinet.

En-til-en undervisning

»Det er længe siden, jeg har gået til svømning. Ikke siden jeg lærte det som barn. Og så bruger jeg normalt høreapparat, men dem kan jeg ikke have på i vandet,« fortæller hun svømmeinstruktør Henrik Vedelbo, der har mere end 20 års erfaring med at undervise i svømning på alle niveauer.

Han beroliger den nye dame med, at han nok skal tale klart og tydeligt, og få hende lært ikke at spænde for meget i nakken, når hun svømmer, hvorefter hun forsvinder ned i bassinet.

I den modsatte ende er en yngre mand i gang med at svømme med en skum-slange under armene. Han havde aldrig lært at svømme, da han startede i Dykænderne, forklarer svømmeinstruktøren og tilføjer, at svømmeundervisningen på holdet er individuel:

»Nogle skal lære at svømme, andre er bange for vand, og så er der nogle, der kommer, fordi de gerne vil lære at svømme crawl, fordi de dyrker triatlon.«

»Jeg kunne godt tænke mig at lære at svømme på ryggen, inden jeg dør. Kan jeg nå det,« lyder det muntert fra 83-årige Erik.

Den opfordring reagerer Henrik Vendelbo prompte på og instruerer holdets nestor i, hvordan han kan lægge en skumslange bag nakken og skubbe brystkassen opad, når han lægger sig på ryggen i vandet.

Instruktør Henrik Vendelbo fører an i vandgymnastikken, fra bassinkanten. Foto: Flemming Schiller

 

Kun vandgymnastikken er fælles. Henrik Vendelbo kalder svømmerne sammen.

»I må undvære musikken i dag,« siger han og begynder at synge et par strofer af danskpop-nummeret ’Sikken fest’, mens han laver march-bevægelser på bassinkanten. Dykænderne, som medlemmerne hedder, følger med i vandet.

Socialt samvær og svøm

»Supergodt,« hepper instruktøren og begynder at fjedre i knæene.

Et kvarters tid går med at lave gymnastik under vand, før de svømmer videre i bassinet. Et par af de ældre svømmere skal lige have pusten ved bassinkanten.

Undervejs holder instruktøren øje med de enkelte, kommenterer, opmuntrer og viser, hvordan ben og arme skal føres under vandet.

Det sociale aspekt er også vigtigt, understreger Tina Altenburg. Blandt andet holder klubben julefrokost.

Der småsludres i bassinet og langs kanten, mens der pustes ud. En af de yngre mænd rækker opmærksomt en skumslange over til klubbens nye dame, inden han selv svømmer videre.

Foto: Flemming Schiller

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *