Ældre rystede over tvangsflytning
sonja_3.jpg
Sonja Hansen har i mange år været formand for ældreklubben ’Varden’. Nu er klubben blevet flyttet til en ungdomsklub med få dages varsel. Foto: Flemming Schiller
mødested Fra den ene dag til den anden flyttede Ballerup Kommune en ældreklub i Egebjerg. Nu er de ældre henvist til et lokale i en ungdomsklub.

80-årige Sonja Hansen er rystet og ked af det. Igennem mange år er hun kommet i ældreklubben ’Varden’ i Søpavillonen i Egebjerg, hvor hun og en række andre pensionister hver torsdag har mødtes for at spille banko, høre koncerter, foredrag og en masse andre aktiviteter. Klubben har eksisteret i 25 år med kommunalt tilskud. Her har der været plads til de mange forskellige aktiviteter, kaffe på kanden og let at komme til for alle ældre, uanset om de kom fra Ballerup, Skovlunde eller Måløv.

Men nu er det slut. Klubben er med to dages varsel blevet flyttet til lokaler i en ungdomsklub i Egebjerg – en løsning som medlemmerne er meget kede af.

To dage før

»Vi holder altid lukket fra maj til september og skal altså til at mødes om torsdagen igen i september. Men tirsdag kom der en kvinde fra Ballerup Kommune til min dør og fortalte, at vi ikke kan være i klubben mere og at vi har fået andre lokaler i en ungdomsklub. Det er to dage før vi skal begynde, og vi har intet fået at vide om det inden. Det er ikke rimeligt. Det slog mange af brugerne ud og mange har ikke lyst til at komme der. Jeg overvejede også at stoppe,« siger Sonja Hansen, som mistede sin mand i maj måned og har stor glæde af det sociale, som ’Varden’ tilbyder.

Hun har dog valgt at blive et år endnu for at se hvordan det går og vil samtidig prøve at overtale nogle af de andre omkring 25 ældre, som kommer i klubben til at blive.

»Hvis de dropper det, så forsvinder deres sociale netværk også, og det er trist,« siger Sonja Hansen, som godt kan forstå, at der indimellem skal spares og at det også kan gå ud over deres klub. Men hun kan ikke forstå måden, det er foregået på.

Svært at komme ind

»Vi har jo ikke fået noget som helt varsel, så vi kunne forberede os. De nye lokaler er i en ungdomsklub, hvor der slet ikke er noget som helst. Der er intet skab til vores ting, ikke engang en kaffemaskine er der. Udenfor flyder det med ting. Man kan godt se, at det er en ungdomsklub, og der er tilmed nogle meget høje kantsten, der gør det svært for ældre med rollator at komme ind. Den ældste af vores medlemmer er 96 år, så det betyder meget for folk i den alder,« siger Sonja Hansen, som selv er begyndt at gå lidt med rollator, men ellers er frisk.

Samtidig er åbningstiderne også blevet ændret. Før mødtes de ældre fra klokken 13 til klokken 16, hvilket passede til frokosttiderne på plejehjemmene. Så kunne beboerne fra plejecentrene også komme i klubben. Men nu er mødetiderne ændret til klokken 11-14, hvilket betyder at en del af plejehjemsbeboerne ikke kan komme.

»Det er rigtig synd, for jeg tror, at mange kommer til at sidde mere alene nu. Samtidig er den slags pludselige omvæltninger meget at klare for mange ældre,« siger Sonja Hansen, som er skuffet over Ballerup Kommunes fremfærd i denne sag.

En skuffet borger

»Vi har boet i Ballerup i over 50 år og har egentlig altid været glad for kommunen, der har hjulpet meget. Men det undrer mig, at man i denne sag opfører sig sådan. Det handler ikke bare om os, men om mange andre klubber og at man ikke engang fortæller os noget,« siger Sonja Hansen, som ikke regner med nye lokaler.

Men hun håber, at Ballerup Kommune fremover vil være lidt mere imødekommende og oplysende, inden de bare lukker et mødested ned.

Det er Ballerup Boligselskab (BB), som i alle årene har huset ’Varden’ mod at Ballerup Kommune har betalt for brugen af lokalet. Men siden februar måned har BB været i dialog med Ballerup Kommune om lokalet og ifølge en repræsentant for BB, så fik man besked fra Ballerup Kommune om, at klubben skulle flyttes, hvilket så skete med få dages varsel.

Lidt for hurtigt

Hos Ballerup Kommune bekræfter man, at man har opsagt aftalen med ældreklubben og stoppet indbetalingerne for at spare de 1000 kroner om måneden, som det har kostet at bruge lokalerne.

»Vi gennemgik vores poster og Ballerup Kommune vil gerne nedbringe udgifterne til husleje generelt, så det gav mening, da vi fandt ud af, at vi kunne flytte klubben til kommunale lokaler i ’Det blå hus’ i nærheden. Det var i slutningen af august måned og de ældre skulle mødes i første uge af september. Så det var meget kort varsel. Derfor gik vores medarbejder hen for at informere formanden (Sonja Hansen, red.) om det og satte samtidig en seddel på døren om, at ældreklubben var flyttet til nye lokaler,« siger Eva Borg, centerchef i Center for Social og Sundhed i Ballerup Kommune.

Hun erkender dog, at man nok skulle have givet et længere varsel.

»Set i bagklogskabens klare lys skulle vi nok have givet dem en ekstra måned, for det var et kort varsel. Men nu var muligheden for et nyt lokale lige for, og så slog vi til hurtigt,« siger Eva Borg, som i øvrigt afviser, at de nye lokaler i ungdomsklubben ikke er egnede til ældreklubbens aktiviteter.

»Vores vurdering er, at de to rum er gode nok. Der er også en rampe, så man kan komme derhen med rollator, så vi har vurderet, at lokalerne er egnede til de ældre,« siger Eva Borg.

Ifølge Sonja Hansen har flere af medlemmerne nu droppet at møde op i den ’nye’ klub, fordi de føler, at det er svært at komme dertil.



5 kommentarer om “Ældre rystede over tvangsflytning”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Og Gud hvor er det kommunalt. ??

    Er ligeglade med kommunens borgere blot de kan spare 1000,00 kr.

  2. Lissi Lund Søndergaard siger:

    Det kan Ballerup Kommune simpelthen ikke være bekendt, hvor er respekten for de ældre. De kunne have kontaktet formanden(Sonja) længe før og indraget hende i processen, hvilke mangler i det nye lokaler, åbningstider, varsling til brugerne m.m. Det er en ommer!

  3. K Berglund siger:

    Nu er skoene vist blev et FOR små. 1000 kr. Ja det er ko en besparelse, i det store kommuneregnskab, det virkelig batter.

  4. O.Jensen siger:

    »Set i bagklogskabens klare lys skulle vi nok have givet dem en ekstra måned !!!
    Givet dem !!
    Dem er ældre borgere i kommunen som var glade for deres stedet .
    Det ødelægger man for at spare 1000 kroner .
    utilstædeligt .
    Eva Borg skam dig .

  5. Elisa Jensen siger:

    Ja hvor herre bevares vil jeg sige>> Sonja Hansen har knoklet for at få denne klub til at køre, til trods for Sonja Hansen har mistet sin Mand som førte regnskabet til punkt og prikke >>>Kan det være så svært at bakke op omkring det>> vi har hver uge glædet os til at mødes i varden og hygget nogle gode timer>> Tak for det >> Ballerup Kommune :-(>>>. Venligst Elisa Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *