Danmarks sjoveste kommer til Ballerup
Dm-i-standup-copy.jpg
Mikkel Klint Thorius er vært ved semifinalen i DM i Stand-up i Baltoppen LIVE den 6. oktober. Foto: privatfoto
Grin Baltoppen LIVE lægger scene til semifinalen i årets DM i Standup, hvor nogle af landets sjoveste, upcoming komikere dyster om en plads i finalen.

Der er ikke noget som et godt grine, og snart bliver der mulighed for at stifte bekendskab med nogle af landets helt nye og virkelig sjove komikere, som er sluppet gennem nåleøjet i de indledende runder – og nu skal dyste mod hinanden i semifinalen i DM i Stand-Up 2018 lige her i Ballerup.

Den første semifinale løb af stabelen i Greve i sidste uge, den anden bliver her i Ballerup på lørdag den 6. oktober klokken 20 i Baltoppen LIVE.

Der har været afholdt indledende runder i hele landet, hvor de sjoveste hvert sted er blevet plukket ud og sendt videre til semifinalerne. Den endelige vinder af DM i Stand-up 2018 kåres i finalen, som finder sted på Bremen Teater i København den 7. november.

Aftenens vært

Aftenens vært er Mikkel Klint Thorius, som vandt ‘Comedy Fight Club 2017’ og netop nu er aktuel på Netflix med sit onemanshow ‘Hvid skyld’. Mikkel søger for, at både publikum og deltagere bliver guidet godt igennem aftenen.

Hver aften byder også på en særlig gæst, der kommer og underholder med en god gang standup, mens stemmerne bliver talt op.

Vinderen af DM i Standup 2018 får ét års kontrakt med Danmarks største komiker-bookingbureau, FBI – og dermed starten på en professionel standup-karriere.

Jonatan Spang, Linda P, Lars Hjortshøj, Ruben Søltoft og Simon Talbot er bare nogle af de komikere, som har fået deres gennembrud ved at deltage i DM i Standup. Og hvem ved – måske er Danmarks næste store standup-stjerne med på scenen i Ballerup.

Billetter købes på www.baltoppenlive.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *