Et ægte lokalbrag
ballerupBK-copy.jpg
Efter at have været bagud 3-0 kom Ballerup BK igen og sikrede sig et point i lokalopgøret mod BSF i søndags. Foto: privatfoto
Fodbold Søndag formiddag var det tid til det længe ventede lokalopgør mellem Ballerup BK og BSF. På trods af tidspunktet og det friske vejr, så var der alligevel rigtig mange, som havde fundet vej til Gryden på denne smukke efterårsdag.

De mange tilskuere kunne i første halvleg se et BSF mandskab, som omsatte hver enkelt lille fejl fra hjemmeholdet til scoring. Tre styks blev det til inden uret have rundet en halv time, og så så det svært ud for Ballerup. Men når man står i et dybt hul, og gerne vil op igen, så skal man som det første stoppe med at grave. Det gjorde Ballerup, og de tog i stedet arbejdshandskerne på, og kom til pause uden at indkassere flere mål.

Anden halvleg var det et hjemmehold, som var fuldstændig forvandlet. BSF blev presset hårdt, og efter otte minutter kom så den scoring, som for alvor gav tro på tingene i Balleruplejren. Ivan Christjansen nåede højest på et hjørnespark fra Patrick Madsen og headede bolden i mål. Syv minutter senere gjorde Patrick Madsen ham kunsten efter, og satte målet ind til 2-3 efter et fremragende angreb. Efter yderligere ni minutter, så kom udligningen også, da Thomas Carlsson sender bolden i mål direkte på frispark.

Med tyve minutter igen var alt nu åbent. Og der var masser af drama tilbage. To minutter efter det udlignende mål blev Kevin Fejer sendt af sted i dybden af et udspark fra Jacob Lethin, og alene med målmanden fik han sendt Ballerups fjerde scoring på bare 18 minutter i nettet, og så kogte Gryden for alvor.

Med små ti minutter igen blev det endelige resultat så slået fast, da Danny Eriksen omsatte et straffespark for BSF til 4-4. Der var flere store chancer i slutfasen til Ballerup, men kampen, som bestemt var et lokalbrag værdigt, endte altså med en pointdeling, efter at begge hold havde styret en halvleg hver.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *