Urimelige p-bøder er blevet annulleret
parkeringsbøder_7.jpg
Q-Park har annulleret Tanja Røpcke og Rikke Kjærs parkeringsbøder. Foto: Flemming Schiller
retfærdighed De to kvinder, der fik parkeringsbøder ved legelandet Eventyrfabrikken Megacenter i Ballerup, har fået annulleret deres bøder.

For tre uger siden bragte vi her i Ballerup Bladet en artikel (læs artiklen her) om de to mødre Tanja Røpcke og Rikke Kjær, der sammen med deres børn havde været en tur i legelandet Eventyrfabrikken Megacenter i Ballerup.

Her havde en ellers hyggelig dag fået et meget kedelig afslutning, da begge kvinder havde fået parkeringsbøder foran legelandet. Det til trods for, at de havde registreret sig helt efter reglerne. Bøderne var udstedt i samme øjeblik, som kvinderne havde forladt bilerne – og altså lige akkurat inden, de nåede at registrere sig i legelandet.

De havde forsøgt at henvende sig til legelandets personale, der dog ikke kunne hjælpe dem, men opfordrede dem til at klage til parkeringsselskabet Q-Park over bøderne.

Ikke i orden

Efter artiklen i Ballerup Bladet er sagen dog kommet noget højere op i systemet, nemlig hos legelandets svenske ejere, der bestemt ikke er glade for den dårlige omtale.

»Vi er ærgerlige over at læse om den behandling, de to kvinder har fået. Vi har også set i kommentarerne på blandt andet facebook, at de ikke er de eneste, der har haft den oplevelse. Og det er selvfølgelig ikke i orden,« fortæller Linda Andreasson, som er medejer af Eventyrfarikken.

Ledelsen har derfor været i dialog med Q-Park om sagen, og det har resulteret i, at både Tanja Røpcke og Rikke Kjær har fået annulleret deres bøder.

»Afgifterne ikke er ok. De følger ikke de retningslinjer, som Q-Park opstiller for sine medarbejdere,« lyder det i et mailsvar fra Q-Park, der har tracket den pågældende p-vagts færden og sammenholdt det med fotos og kvindernes dokumentation, hvilket ikke efterlod nogen tvivl:

»De (bøderne, red.) skulle aldrig være skrevet,« lyder det fra Q-Park.

Hos Tanja og Rikke er glæden over at slippe for bøderne på 790 kroner stor:

»Vi stod frem for at advare andre og havde egentlig ikke de store forhåbninger om at få bøderne annulleret. Men det er de da super dejligt, at der er blevet lyttet til kritikken, Siger Tanja Røpcke.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *