Fremtiden på skoleskemaet
eg_3.jpg
Tre klassekammerater fortæller om NemId og hvad man kan bruge det til. De havde selv lavet en video om emnet som en del af Coding Class-projektet hos EG i Ballerup. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Digitalt IT-virksomheden EG i Ballerup havde som en del af Coding Class-projektet, en skoleklasse på skolebænken fredag. Her handlede det om kodning men også om at lære at bruge de digitale muligheder.

Der bliver fniset ganske heftigt og på ægte teenage-manér rundt om bordet i det moderne mødelokale hos IT-virksomheden EG i Ballerups erhvervskvarter Lautrup.

Her har 6. C fra Dyvekeskolen på Amager sat sig omkring bordet for at se tre af deres kammerater præsentere deres lille video om NemId. Klassen er på besøg denne fredag formiddag som en del af Coding Class-projektet, der er sat i gang af Københavns Kommune.

En række store IT-virksomheder er inviteret med i projektet, der går ud på at lære de unge såkaldt digitalt indfødte om brug af netop IT.

Det lyder måske selvmodsigende, men det er det faktisk slet ikke. For selvom de unge i alderen 15-20 år er mestre i at eksponere sig selv og deres ting eller vaner på facebook, Instragram, Snapchat og hvad der ellers findes af sociale medier, så er de faktisk rigtig dårlige til at bruge digitale og samfundsvigtige selvbetjeningsløsninger. Begreber som NemId, e-boks og en række af de andre værktøjer, der kan spare tid og penge både for den enkelte borger og for samfundet, kender de ikke til.

Derfor har man taget initiativ til at de unge, på deres eget niveau kan lære om det. De sker, som i dette tilfælde ved, at de flere gange har lært om, hvad kodning er og det kulminerer så med besøget på EG, hvor alle grupperne skal fremlægge en lille video, som de selv har kodet og lavet for deres kammerater, så de kan lære om, hvad eksempelvis NemId er.

En forpligtelse

»Vi har som inviteret virksomhed og som en af de store IT-leverandører en forpligtelse til at lære de unge om, hvordan de kan bruge de digitale løsninger, som samfundet har. Ting som vi alle skal bruge og som sparer tid og penge for alle. Flere undersøgelser viser nemlig, at de unge i aldersgruppen 15-20 år er rigtig gode til at eksponere sig selv på sociale medier. Men langt de fleste aner ikke, hvad e-boks eller NemId er for noget. De er faktisk på niveau med de ældste aldersgrupper i samfundet. Det er ret paradoksalt,« siger Dennis Jon Rostrup, som er projektleder i EG, og som har stået for Coding Class projektet.

Han mener, at projektet giver de unge en god mulighed for at lære om de basale ting på deres egen måde, ved at de selv koder og laver videoer og præsentationer. Desuden er indsatsen to-strenget.

Andet end nørderi

»Det handler om samfundsansvaret. Men det handler også om, at vi kan gøre de unge interesserede i at arbejde med IT. Vi har i dag en 6. klasse herinde og de er meget unge, men det er vigtigt, at de tidligt får øjnene op for, at man kan arbejde med kodning og IT og lærer, at det er noget andet end bare at sidde og nørde i en kælder. Der er ret mange spændende ting ved at arbejde med IT. Ikke kun kodning, men også eksempelvis forretningsudvikling og meget andet. Det vil vi også gerne lære dem,« siger Dennis Jon Rostrup, som er glad for at have så unge elever inde over.

»De har ikke så mange ’voksne’ blokeringer som bare et par år ældre elever har. De tænker ud af boksen og får skæve indfald, som vi også kan blive inspirerede af,« siger han og håber, at der kan bliver plads til endnu en Coding Class-seance næste år.

Har lært noget

Tilbage i mødelokalet er de tre elevers lille video slut og klapsalverne runger, trods de mange fnis kort forinden. Nogle råber spontant ’genialt’ og de tre får blod på tanden og begynder at fortælle om hvordan de lavede videoen og hvordan de har lært om, hvad NemId er for noget, selvom der nok går et par år endnu, inden de for alvor stifter bekendtskab med fænomenet.

Næste gruppe skal til at vise deres video frem, og om lidt kan fniseriet sikkert begynde igen. Men små grin eller ej.

Klassen er blevet klogere, både på IT-kodning, på samfundets selvbetjeningsløsninger og ikke mindst på, at den digitale fremtid er andet og mere end bare et flot øjebliksbillede på Instagram.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *