Uhyggen nærmer sig
Halloween-i-Måløv-foto-Jon-Runar-2-copy-1.jpg
Halloween i Måløv er et sandt overflødighedshorn af flotte kostumer, sminke og gennemført rollespil fuld af gode gys. Foto: Foto: Jon Runar
Snart er spøgelser, monstre og andet skidtfolk løs i Måløv, når årets højdepunkt ’Halloween i Måløv’ igen indtager byen.

Der er ikke noget som et godt gys, og fredag den 26. oktober bliver der rig mulighed for op til flere af slagsen, når Måløvs gader og stræder vil vrimle med blodtørstige væsener på jagt efter næste offer.

Det er naturligvis årets helt store byfest ’Halloween i Måløv’, der igen i år forvandler den ellers hyggelige lille bydel til et skræmmende inferno af halv- og hel døde, hekse, monstre og klaprende skelletter. Men selvom der er skruet op for uhyggen, plejer det nu alligevel også at være ganske hyggeligt at gå gennem det fantastisk flotte og gennemførte sceneri.

Det begynder som altid med sminkning i kulturhuset om eftermiddagen, og fra klokken 17 er der mulighed for at købe mad og drikke på Søndergårds Torv, inden sceneshowet begynder klokken 18.

Optog med ekstra uhygge

18.30 begynder så optoget gennem byen, hvor der undervejs er 50 poster med forskellige grader af uhygge på ruten.

I år er oplevelserne i Naturparken udvidet med et særligt udfordrende område, som kun er for de største og modigste. Man kan også springe dette over og følge den traditionelle rute, som er mindre skræmmende.

Efter Naturparken har de unge fra Ballerup Musik- og Kulturskole indtaget Kratvej, hvor de optræder. Inde i Måløv Kirke sætter kor og organist stemningen, og i forreste del af skolegården stiller BFO op med deres version af ’Alice i eventyrland’.

De nervepirrende oplevelser fortsætter i den anden ende af skolegården, hvor der er ildshow, DTU Science Show og rope skipping.
Indenfor byder ’Den Gamle Skole’ blandt andet på ’Inspektørens Kontor’, ’De fortabte elevers gang’, ’Eftersidninger’ og meget andet.

Flere billetter i år

Halloween i Måløv plejer at være et kæmpe tilløbsstykke og i år er antallet af billetter udvidet – ligesom arealet med halloween-aktiviteter er.

Sceneshowet og en stor del af ruten gennem byen er gratis, men der kræves billetarmbånd for at komme ind i Naturparken, skolegården og skolen. Armbåndet kan købes i den betjente åbningstid i Kulturhus Måløv.
Læs mere på www.halloweenimaaloev.dk.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *