Bredt samarbejde skal få styr på vandet
harrestrup_å_7.jpg
Harrestrup Å skal sikres, så den ikke oversvømmer områderne, når der kommer voldsomt regnvejr. 10 kommuner er gået sammen om at sikre den i alt 30 kilometer lange å. Foto: Flemming Schiller
regnvand Et stortstilet samarbejde mellem 10 kommuner skal sørge for færre oversvømmelser langs Harrestrup Å.

Fremtiden bliver mere våd. Sådan er scenariet og i de senere år har vi set store regnmængder skabe store problemer langs lavtliggende områder og åer og søer, hvor vand bliver presset ud over deres bredder, når de store skybrud rammer.

Et af de områder, hvor regnmængderne har skabt problemer er langs Harrestrup Å, som er godt 30 kilometer lang, dækker et område på 80 kvadratkilometer og løber igennem ikke færre end 10 kommuner.

Nu har de 10 kommuner givet håndslag på en samlet plan, det såkaldte kapacitetsprojekt 2018, der skal dæmme op for oversvømmelser ved en række tiltag langs åen. Det har været en lang proces og regnen falder ofte meget lokalt. Det betyder, at nogle områder bliver hårdt ramt, når det regner meget, mens andre områder, som Ballerup, ikke bliver ramt hårdt, fordi det ligger højt. Derfor har nogle kommuner brug for større og mere omfattende løsninger. Selvom kommunerne altså bliver ramt forskelligt, så har man sikret, at den økonomiske byrde bliver nogenlunde ligeligt fordelt i projektet.

Fire års arbejde

Ideen til samarbejdet opstod efter det store skybrud i 2011, hvor især København, hvor Harestrup Å også løber igennem, blev ramt af massive oversvømmelser. Siden har andre områder været ramt af massive regnmængder og dertil hørende oversvømmelser af kældre, huse og beboelsesområder. I fire år har kommunerne så efterfølgende arbejdet konkret på at komme overens med projektet.

Nu er der blevet sat gang i en 20-års plan til mere end en milliard kroner, som de ti kommuners vandselskaber i fællesskab skal finansiere og sætte i søen i 2019 og de efterfølgende år. De enkleste projekter først og efterhånden skal man bevæge sig langs åen mod de områder, hvor løsningerne bliver mere komplicerede.

Ved at tilslutte sig samarbejdet får kommunerne dels håndteret oversvømmelser i nærheden af åen og dels mulighed for at lede mere vand til åen ad skybrudsveje. Skybrudsvejene er ikke en del af planen og det er op til den enkelte kommune at bestemme, hvornår de vil etablere en sådan vej.

Den fælles sikring foretages i hovedtræk ved at gennemføre den omtalte kombination af anlægsprojekter, der dels forsinker regnvandet i ådalens grønne områder i den nordvestlige opstrøms del af oplandet og dels lader det løbe hurtigere ud af åen nedstrøms ved Kalveboderne. Anlægsprojekteren gennemføres i de grønne områder og på overfladen hvilket er langt billigere end underjordiske betonbassiner. Ved at styre strømningen i åen, foretages der kontrollerede oversvømmelser, så vandet lægger sig i de grønne områder og ikke flyder til områder med tæt bebyggelse og veje. Omkring de grønne områder etableres der så en sikring i form af terrænreguleringer, der holder på vandet.

Nye løsninger

»Vi er nu blevet enige om det store samarbejde og der er mange lokale interesser, som man skal tage hensyn til i et så stort et samarbejde, så det er ret historisk. I Ballerup ligger vi højt i forhold til oversvømmelserne, så vi hælder så at sige vand ned i hovedet på de andre kommuner, så der er brug for fælles løsninger. Men der skal skabes enighed om prisen og i sidste ende er det borgerens penge. Men vi ser frem til, at vi nu får en række nye og kreative løsninger, så vi kan skabe større sikkerhed for tætbebyggede områder, når det regner kraftigt,« siger Trine Baarstrøm, afsnitleder i Center for By, Erhverv og Miljø i Ballerup Kommune.

Hun understreger, at de steder langs åen, der bruges til rekreative formål, fortsat skal være det.

»Vi vil naturligvis lave kreative løsninger hvis vi kan, så de grønne arealer langs åen kan bruges rekreativt. Vi graver ikke bare et hul og lader tingene ligge. Meningen er, at områderne fortsat skal kunne bruges af borgerne, når det ikke regner,« siger Trine Baarstrøm.

Det er ikke Samsø

Som nævnt er de ti kommuner nu blevet enige om køreplanen og økonomien og derfor går man i gang i det nye år med de første tiltag. Det vil blandt andet ske ved Haraldsminde bag ved Hede-Magleparken, i Harrestrup Mose ved Albertslund og i Vigerslevparken i København.

Køreplanen skal endeligt vedtages politisk i de ti kommuner til foråret og så kan man gå i gang med de første projekter, noget som Trine Baarstrøm glæder sig til.

»Med den nye klimavirkelighed er vi nødt til at samarbejde. Det er jo ikke Samsø, det her. Samtidig kan det vise sig, at de fælles løsninger i længden kan blive billigere, end hvis vi ingenting havde gjort. For i nogle kommuner har der været store problemer med oversvømmelserne. Samtidig kan vi ikke forudsige vejret, så vi kan sagtens være nødt til at udvikle planen og justere hen ad vejen. Der kan ske meget på 20 år, men det vigtigste er, at vi nu har fået gang i samarbejdet, så vi kan dæmme op for vandmasserne,« siger Trine Baarstrøm.

Billigere forsikring

Kapacitetsprojektet kan få den betydning, at en del forsikringspræmier måske ikke vil stige for de mest udsatte borgere, når planen bliver implementeret, idet der ganske enkelt ikke vil være samme risiko for at man får oversvømmet sit hus.

Parterne understreger dog, at man ikke helt vil kunne undgå oversvømmelser, dels fordi det tager 20 år at gennemføre hele planen og dels fordi der kan komme regn, der overstiger den såkaldte 100-års hændelse, som planen ellers skulle sikre imod.

»Vi håber, at samarbejdet skaber mere tryghed i forhold til de store regnmængder, men vi håber også, at det ret historiske samarbejde vil give inspiration til, at andre kommuner rundt om i landet vil kunne samarbejde om lignende projekter, da voldsom regn er et problem over hele landet,« siger Trine Baarstrøm.

Udover Ballerup Kommune løber Harrestrup Å igennem Albertslund, Herlev, Glostrup, Gladsaxe, Rødovre, Brøndby, Hvidovre, Københavns og Frederiksberg kommuner.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *