Mulighed for job til mennesker med autisme
David-Winther-Larsen-Edilion-midres-copy.jpg
Et nyt samarbejde mellem Specialistene, Den sociale Kapitalfond og Ballerup Kommune skal hjælpe flere mennesker med autisme ind på arbejdsmarkedet.David Winther Larsen er en af dem, der har tidligere har fået arbejde gennem Specialisterne. Han har en bachelor i matematik og har fået diagnosen Aspergers syndrom, som ligger indenfor autismespektret. Foto: Arkivfoto.
Samarbejde En helt ny form for samarbejde mellem Ballerup Kommune, Specialisterne og Den sociale Kapitalfond skal sluse mennesker med autisme ud på arbejdsmarkedet. Social impact bond hedder modellen, der kendes fra USA og England, og er den første af sin art i Danmark.

En lille håndfuld mennesker med diagnosen autisme kan se frem til at komme ind på arbejdsmarkedet, efter Ballerup Kommune har indgået en aftale med Specialisterne og Den Sociale Kapitalfond.

Aftalen betyder, at Ballerup Kommune visiterer ti borgere, med en autisme-diagnose, og som er på offentlig forsørgelse til Specialisterne, der skal sørge for, at de i løbet af en treårig periode får en kompetencegivende uddannelse eller fast arbejde. Der er tale om en slags no cure- no pay-ordning, hvor kommunen først betaler

Specialisterne, hvis og når målet nås. Derfor er Den sociale Kapitalfond med i samarbejdet og stiller kapital til rådighed for Specialisterne i indsatsperioden.

Aftalen er en såkaldt social impact bond, der har været brugt i bl.a. Finland, England og USA de seneste ti år, og er den første af sin art i Danmark

»Vi kender Ballerup Kommune fra tidligere, og vi har aftalt, at vi skulle lære hinanden bedre at kende, og da Den sociale Kapitalfond sidder med i vores bestyrelse, og Ballerup er frikommune, så var det nærliggende at se, om vi kunne afprøve modellen her,« forklarer administrerende direktør Carsten Lassen fra Specialisterne, der er en socioøkonomisk virksomhed, hjemmehørende i Ballerup, og som har specialiseret sig i at uddanne og skaffe mennesker med autisme i job.

Nej tak til forandringer

»Mennesker med autisme er typisk rigtig gode til opgaver, der går ud på at skabe systemer og strukturer og vedligeholde dem, og på den halve tid. Det, de til gengæld har svært ved, er de sociale omgangsformer og omstillinger, og derfor står mange af dem af på krav om at være team playere og forandringsvillige. Men hvis arbejdsgiverne lægger vægt på de faglige opgaver, og lærer at lede mennesker med autisme, så er der en gevinst at hente, også for de øvrige ansatte på arbejdspladsen,« siger Carsten Lassen.

Som en del af samarbejdsaftalen indgår også uddannelse af kommunens sagsbehandlere, så de bliver bedre til at få øje på resurser og potentiale hos mennesker med autisme.
I dag står 85 procent af alle autister uden for arbejdsmarkedet. Det anslås, at kommunen kan spare mellem 100.000 og 250.000 kroner årligt, hver gang en borger går fra kontanthjælp til enten flexjob eller i ordinært arbejde.

Større livskvalitet

Men ét er de færre udgifter, noget andet er livskvaliteten, understreger Musa Kekec, formand for Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget i Ballerup Kommune.

»Èt er at det betyder færre udgifter for kommunen. Men en lige så vigtig del er, at hæve livskvaliteten for de her mennesker. Mange af dem lever meget isoleret og ser ikke ret mange mennesker, bl.a. for man ikke tidligere så de ressourcer, de har. Men det har ændret sig, og virksomhederne er begyndt at ansætte mennesker med autisme, fordi de er så dygtige til visse typer af opgaver. Her på Novo, hvor jeg selv arbejder, har vi flere ansat. De tager sig bl.a. af statistik og kan meget hurtigt finde fejl. De arbejder hurtigt og med en meget lav fejlprocent.

Til gengæld har de svært ved det sociale på en arbejdsplads, at indgå i sociale fællesskabet bl.a. at aflæse andre menneskers følelser. Men får de klare rammer og retningslinjer, så kan de sagtens indgå på en arbejdsplads. Og vi tror på det samarbejde, og Specialisterne er superdygtige til det, de gør.«

Håbet er, at samarbejdet kan fortsætte ud over de tre år, så flere mennesker med autisme fremover kan få mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og blive helt eller delvist selvforsørgende.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *