Forærer sit hår til kræftramte
sofie_8.jpg
15-årige Sofie Linde går i 9. klasse på Skovvejsskolen Øst. For et halvt år siden besluttede hun at donere 30 centimeter af sit hår til kræftramte og andre uden hår på hovedet. »For at de også kan føle sig smukke,« forklarer hun. Foto: Flemming Schiller
omtanke 15-årige Sofie Linde fra Ballerup har ladet sig klippe for at kunne donere sit hår til kræftramte eller andre, der er ramt af skaldethed.

»Jeg synes, det er vigtigt, at folk, der ikke har hår, også får muligheden for at føles sig smukke. Derfor fik jeg lyst til at donere noget af mit eget. Det var faktisk min veninde, der inspirerede mig. Hun fik klippet sit hår og donerede det til parykker, og det ville jeg så også gerne. Så jeg søgte på nettet for at finde ud af, hvordan man gør det og fandt ud af, at håret bliver brugt til at lave parykker til kræftramte eller dem med alopecia, mennesker der lider af skaldethed,« forklarer 15-årige Sofie Linde hjemme fra baghaven i Ballerup, hvor hun viser sin nye frisure frem, en lang page, som er resultatet, efter hun har været en tur til frisøren.

»Det er et krav, at håret skal være mindst 30 centimeter langt,« tilføjer mor, Mia Eriksen, der blev glad over datterens filantropiske tilbøjeligheder, da hun for et halvt år siden kom hjem og erklærede, at hun gerne ville donere sit hår.

»Sofie har nået en alder, hvor hun er begyndte at vende sig ud mod verden og opdage, hvordan andre mennesker lever og har det. Og så har hun siddet og set ’Knæk Cancer’ i fjernsynet, ligesom vi har også haft kræft tæt inde på livet i familien. Sofies farmor døde af cancer og min stedmor fik også cancer,« siger Mia Eriksen.

Lod det gro

På det tidspunkt Sofie tog beslutningen om at donere sit hår, var det dog knap så langt, hvilket ville betyde, at hun ville få helt kort hår efter en klipning.

»Det havde jeg ikke lyst til, så jeg lod det gro i halvt års tid, indtil det var langt nok, til at jeg stadig har halvlangt hår,« tilføjer den 15-årige skoleelev, der er godt tilfreds med sin nye frisure.

»Det er meget nemmere at holde end det lange. Og så er det mere friskt at se på. Mine veninder synes også, det er pænt. Så jeg er glad for den nye frisure, og jeg vil gerne donere hår igen. En af mine veninder overvejer at gøre det samme,« fortæller Sofie Linde, der også har givet sin mor lyst til at følge trop.

»Men jeg farver mit hår, og det går ikke. Håret skal være sundt og ubehandlet,« siger mor med et ærgerligt smil.

Foto: Flemming Schiller

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *