Hallow-hviin i Astershaven
halloweenfamilie_23.jpg
»Det må gerne være uhyggeligt, men på en hyggelig måde. Der skal ikke være chokeffekter, som skræmmer de små børn,« forklarer Lotte Flindt. Foto: Flemming Schiller
halloween Den amerikanske Halloween tradition har efterhånden bredt sig ud over landet. I Måløv holder de hvert år en spektakulær folkefest, men mindre kan også gøre det. I Smørum bor familien Flindt, der hygger sig med skeletter, edderkoppespind og afrevne kropsdele.

»Folk synes nok, vi er åndssvage. Vi er også lidt tossede,« siger Lotte Flindt med et blodigt smil.

Hun ser lidt anæmisk ud, og har sorte rander under øjnene. Men alt er som det skal være, for kalenderen står på 31. oktober. Og det er en festdag hos familien Flindt. For det er den dag på året, hvor Lotte og Kasper Flindt kan få lov til at slippe uhyggen løs i bebyggelsen, når de fejrer Halloween.

Duften af brænderøg blander sig med den kolde efterårsluft, der har lagt sig over rækkehuskvarteret denne sene eftermiddag, akkompagneret af dyster underlægningsmusik fra familien Flindts forhave, der i dagens anledning er blevet forvandlet til en kirkegård med gravstene, skeletter og børnekister. Et lille barneskelet sidder og græder i hjørnet. Spøgelser hænger ned fra træerne, og overfor familiens rækkehus, hænger monstret Birk, klinet op af træstammen og stivnet i et skrig.

Foto: Flemming Schiller

Fra rækkehusets tag hænger en galge, der er slået brædder for køkkenvinduet, og det tidligere skralderum er blevet hjemsted for et monster, heldigvis sat bag tremmer.

Et lig ligger på lit-de-parade klar til at blive parteret og komme på Weber-grillen, hvor der i forvejen ligger blodige kropsdele, en hjerne, en afrevet hånd og nogle indvolde, af plastik forstås.

Og bøjer man nakken bagover, ser man ind i øjnene på en gigantisk edderkop, som vogter i det spind, der er spundet ud over gårdhaven. I et hjørne hænger endnu et skelet i den gabestok, som Kasper Flindt selv har lavet, og som er et nyt indslag i år.

Farmand med leen

Midt i det hele står Kasper Flindt og gestalter manden med leen. I sort heldragt, en Hannibal Lecter-ansigtsmaske og en rusten le. Uhyggelig ser han ud, og han har heller ikke kunnet dy sig for at drive gæk med nogle teenagere i nabolaget.

»Det her er som juleaften for mig. Jeg elsker det. Vi kan få lov til at lege, og hver år kommer der nye ting til,« siger han og tager masken af, og ligner en tilforladelig familiefar.

Foto: Flemming Schiller

Børnene Benjamin på to og Bella på seks år dukker op i entreen og kigger ud på uhyggen. De synes ikke at lade sig mærke med, at mor og far render rundt og ser monsteruhyggelige ud foran huset.

»De er vant til det, og synes det er sjovt,« forsikrer Lotte Flindt og fortsætter:

»Det må gerne være uhyggeligt, men på en hyggelig måde. Der skal ikke være chokeffekter, som der er ved Halloween i Måløv. Det skræmmer de små børn,« tilføjer hun og forklarer, hvorfor hun og manden de seneste fire år har lagt så mange kræfter, og en sjat penge, i at festligholde Halloween.

Det startede i Måløv

»Før vi fik børn, var vi med til Halloween i Måløv, og så begyndte Kasper ellers at pynte op herhjemme. Og så har det grebet om sig. Hvert år kommer der nye ting til. Vi starter i efterårsferien med at begynde at pynte op. Det er så hyggeligt, når folk kommer forbi og tager billeder. Og vi er sådan nogle mennesker, der elsker at skabe sociale relationer og sætte ting i gang. Det er også os, der har startet traditionen med det store loppemarked her ved søen i Smørum,« forklarer hun, der til daglig arbejder i en kundeservice, og hendes mand som ejendomsfotograf.

»Er der et barn, der græder,« spørger en ældre dame med et par mindre børn, der er ude for at smage på uhyggen ved skumringstid.

»Det er bare en dukke,« beroliger Lotte Flindt damen og rækker en skål med slik frem til børnene.

Se fotogalleri: Billeder fra Familien Flindts halloweenhus



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *