Nu skal blændende solceller fjernes
Blændende-solceller-på-Atlasvænge-2-copy.jpg
Når solen skinner reflekteres lyset ind i naboernes boliger og på vejen, hvor der er fare for at blænde trafikanterne. Foto: Flemming Schiller
gener Efter måneders venten kan beboerne på Atlasvænge endelig se frem til at slippe for de blændende solceller, der er monteret på et af udstillingshusene i området.

For nogle uger siden havde vi her i avisen en artikel (Link: Nabostrid om blændende solceller) om nogle beboere i de nybyggede rækkehuse på Atlasvænge, der var voldsomt generet af nabohusets solcelletag, der reflekterer solen så voldsomt, at de bliver blændet både inde og udenfor deres boliger.

»Én ting er, at det tag blænder så meget, at vi er nødt til at trække for i vores huse. Men hvad der er endnu værre er, at det skinner og blænder så meget ude på vejen, at vi simpelthen er bange for, at der kommer til at ske en ulykke en dag,« forklarede én af beboerne Camilla Mortensen i artiklen.

Beboerne havde gentagne gange henover foråret og sommeren klaget til Ballerup Kommune, der i juli sendte en medarbejder ud for at se på sagen. Det resulterede i et ’varsel af påbud’ til ejeren af udstillingshuset med det blændende tag, Eurodan-Huse.

Eurodan-Huse har efterfølgende både skriftligt og mundtligt argumenteret overfor Ballerup Kommune, hvorfor de mener, at solcelletaget skal få lov at sidde. Disse argumenter har kommunen vurderet, og ugen efter Ballerup Bladets artikel om sagen fik kommunen endelig færdigbehandlet sagen, der giver beboerne på Atlasvænge medhold, og der er derfor nu udstedt et påbud til Eurodan-Huse om at pille de blændende solceller ned eller søge om dispensation fra lokalplanen, hvori det fremgår at tage ikke må virke reflekterende.

Kommunen skriver dog også i påbuddet, at: »Vi kan dog oplyse, at kommunen ikke kan medvirke til en retlig lovliggørelse, idet vi har vurderet, at de opsatte solcellepaneler er til væsentlig gene for naboer i området, og at en dispensation til bibeholdelse ikke vil ændre på det forhold.«

På Atlasvænge glæder Camilla Mortensen og de andre beboere sig nu til at slippe for det blændende tag, der skal være fjernet senest 18. januar, ellers bliver sagen overgivet til politiet, oplyser kommunen i påbuddet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *