En kamp på bræt og brikker
brædtsspil_18.jpg
Spilfestivalen på Hareskoven Lilleskole bød på brætspil for enhver smag og alder - og det blev til mange timers hygge omkring bordene for de fremmødte. Foto: Flemming Schiller
spilfestival Endnu engang var der linet op til hygge og brætspil, da Hareskov Spilfestival trak mange entusiaster lørdag.

Det er blevet en analog tradition på Hareskovens Lilleskole hvert år i november. Således også i år, da Hareskov Spilfestival igen slog dørene op til årets fest, hvor brætspilsentusiaster satte hinanden stævne for at spille en hel dag med bræt og brikker. Trods et enormt udvalg af digitale spilmuligheder, er brætspillet fortsat populært og bliver spillet i alle aldergrupper.

Det hele blev skudt i gang klokken 11 og hele dagen var der gang i bordene, hvor der blev grinet, råbt og spillet koncentreret med en række forskellige brætspil. Se fotogalleri: Spilfestival i billeder

Nogle var simple, andre var avancerede, men fælles for alle var, at der var hygge omkring bordene og i resten af lokalerne, hvor der også blev snakket og hygget.

Mesteren blev fundet

Blandt de store temaer var danmarksmesterskabet i Carcassonne, som skulle afgøres på denne dag.
Spillet er et strategispil, der foregår i den sydfranske by Carcassonne, der er kendt for sine unikke romerske og middelalderlige fæstninger. Spillerne udvikler områderne omkring Carcassonne og placerer deres følgesvende på vejene, i byerne, i klosterne og på markerne. Spillernes evne til at udvikle området og udnytte deres tyve, riddere, landmænd og munke vil afgøre, hvem der er mest succesfuld.

Efter lange kampe og mange forsøg på at gøre den forsvarende mester rangen stridig, genvandt sidste års mester Jakob Sønder Larsen mesterskabet og fik overrakt diplomet for at være den bedste spiller af det populære spil, der har vundet flere priser og har fået flere digitale aflæggere.

Efter den ’officielle’ del af spilfestivalen sluttede klokken 17 var der en del af den hårde kerne af spillere, der blev hængende til ud på aftenen til mere spil akkompagneret af øl og pizza og efter dagens succes tyder alt på, at Hareskov Spilfestival igen er på programmet til næste år.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *