Mere Monitor søger nye musiktalenter
anton-copy.jpg
Anton Artby og resten af bandet Sparkhouse har fået god hjælp i Mere Monitor og var blandt andet på scenen i dr-programmet Live tidligere på året. Foto: Mere Monitor
tredje omgang Musikprojektet Mere Monitor søger nye talenter til endnu en omgang. Der er ansøgningsfrist 1. december.

De har ikke været til at komme udenom de unge talenter fra det lokale musikprojekt Mere Monitor, der holder til i Vognporten i Ballerup. De sidste par år har der ikke været en byfest, et marked, et offentligt, kulturelt arrangement af en eller anden art i Ballerup Kommune, uden der har stået Mere Monitor på plakaten. De unge, musiktalenter har sunget og spillet overalt – et par stykker endda på tv, hvor de var med i musikprogrammet ’Live’.

Nu er tiden kommet, hvor projektet igen er ude med nettet for at fiske helt nye talenter til en tredje runde af Mere Monitor.

»Mere Monitor 3.0 starter til januar og er for unge, som har store ambitioner med deres musik. Mange unge har ikke erfaring og viden om hvordan de kommer videre i en svært tilgængelig musikbranche. Vi giver de unge musikere en platform hvor de kan dyrke deres interesse, og udfolde deres kreative evner. Det gøres med workshop med professionelle branchefolk, og læ-ringsforløb, med indspilninger, koncerter, musikvideoproduktion og meget mere,« fortæller Vognportens daglige leder Frank Weinberger, der sammen med projektleder Jimmi Abildgaard står for gennemførelsen af projektet – i tæt samarbejde med en gruppe erfarne ’’monitorister’’ fra sæson et og to.

Tilknytning til Ballerup

Mere Monitor er for alle unge musikere i Ballerup Kommune – eller med tilknytning til Ballerup. Studerer eller arbejder mindst en fra bandet i Ballerup, kan man være med.

»Der er åbent for at alle bands, musikere, producere, sangskrivere, solister med mere kan tilmelde sig. Dog skal man have et minimum af erfaring, da vi i Mere Monitor ikke kan lære folk at spille eller synge helt fra bunden, men kan styrke talentet, gennem coaching, workshops med mere,« forklarer Frank Weinberger.

Ud over at lære en hulens masse om musikbranchen – og hvordan man gebærder sig i den, kommer de unge også til at få masser af praktisk erfaring med både at lave, indspille og optræde med deres egen musik. Hver måned er der cafékoncerter i Baghuset, hvor de musikere der er med i projektet, kan prøve at stå på scenen, ligesom du får mulighed for at medværke ved et hav af forskellige arrangementer rundt om i lokalområdet.

En anden af Mere Monitors talenter fra sidste runde er Alberte Berg, som
optræder under kunstnernavnet Berg. Foto: Mere Monitor

Indspilning i lydstudie

Deltagerne i Mere Monitor får også mulighed for at lære at en masse professionelt udstyr at kende, fortæller Frank Weinberger:

»Vi har to professionelle lydstudier, med Protools & Logic. Vi har professionelle faciliteter til optagelse og redigering af musikvideoer, droner, fotostudie med professionelt kamera, og studieudstyr, Vi har eget øvelokale, samt låner ekstra øvelokaler af musikskolen og ungdomsskolen.«

Så hvis man har interesse i selve musikproduktionen og indspilningen, er der masser af viden at hente.

»Alle deltagere uddannes – hvis de vil – til at bruge et lydstudie, så de selv kan indspille deres musik. Desuden stiller vi professionelle folk til rådighed til produktion, mastering med mere,« tilføjer Frank Weinberger.

Deltagerne vil også få indspillet mindst et nummer med en professionel producer, og vil udkomme på en digital udgivelse. Desuden vil de få lavet musikvideo, og der laves løbende en dokumentar om hele projektet.

 

Faktaboks: Tilmelding

Hvis man har lyst til at være med i Mere Monitor 3.0, som begynder til januar, skal man tilmelde sig senest 1. december 2018. Det kan man gøre via hjemmesiden Meremonitor.dk eller direkte på mail: tilmeld@meremonitor.dk.

Man skal skrive lidt om sig selv og sin tilknytning til Ballerup samt vedhæfte et billede og noget sang/musik (video eller MP3, youtube-link, Soundcloud eller en optagelse fra en mobiltelefon).

Læs mere på: www.meremonitor.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *