Ballerup er mestre i at få de ledige i sving
jobcenter_5.jpg
Der er sat en målrettet indsats i gang på Jobcenter Ballerup for at få kontanthjælpsmodtagere i job. Og den virker, viser de nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet. Arkivfoto. Foto: arkivfoto
Jobskabelse Ifølge nye tal fra Beskæftigelsesministeriet er Ballerup bedst blandt landets 98 kommuner til at få kontanthjælpsmodtagere i job. Men der er stadig plads til forbedring.

I de seneste år har man på Jobcenter Ballerup lagt stilen lidt om og satset hårdt på en ny kurs i jobindsatsen. Man har satset på tillid og individuelle forløb, men også på et bedre direkte samarbejde med de mange virksomheder i kommunen. Det ser ud til at have båret frugt.

De seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at Ballerup er den kommune i landet, der er bedst til at få kontanthjælpsmodtagere i job. En gruppe, der ofte er svær at få i beskæftigelse, fordi de ofte har andre problemer end bare ledighed og måske har været væk fra arbejdsmarkedet i mange år.

Samtidig er Ballerup nummer 12 i landet, hvis man ser på den samlede jobindsats. Det er tal, som giver anledning til brede smil hos Ina Ringsdal, arbejdsmarkedschef i Ballerup Kommune.

Målrettet indsats

»Det er tal der viser, at vores målrettede indsats har virket. Vi har forstærket indsatsen og tilført ressourcer og vi har især sat en indsats i gang overfor den gruppe, der har været længst væk fra arbejdsmarkedet. Vi ved jo, at det er dem, som rammes først, når konjunkturerne vender. Så derfor er det vigtigt, at vi fokuserer på den indsats,« siger Ina Ringsdal, som samtidig erkender, at netop de gode tider også hjælper i kommunernes jobindsats.

»Det er klart, at det er lettere for os nu, fordi der er så meget gang i samfundet. De stærke ledige, de kommer hurtigt i job, og kan i vid udstrækning klare sig selv, så kan vi målrette indsatsen andre steder,« siger Ina Ringsdal.

Samtidig har man også inddraget erhvervslivet i et mere direkte samarbejde med kommunen om jobindsatsen og det har haft en effekt.

»Vi møder den enkelte med tillid, men også med krav, så vi får en balanceret indsats. Samtidig har vi inddraget mange af de virksomheder vi har i Ballerup direkte i vores jobindsats og de gode relationer, som bliver skabt der, bærer også frugt,« siger Musa Kekec (A), formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Plads til forbedring

Der er dog fortsat plads til forbedring i indsatsen.

»Vi har stadig en udfordring, når det kommer til folk på sygedagpenge og det er et område, vi skal sætte ind på i det kommende år. Der er sat penge af, så vi også får gjort en ekstra indsats for den gruppe af ledige,« siger Ina Ringsdal, som også påpeger, at man igennem hele systemet har uddannet medarbejderne til at tænke nyt og anderledes i jobindsatsen.

Der blev i 2017 ansat to ekstra sagsbehandlere, så der i alt er 14 sagsbehandlere i jobcentrets indsats overfor kontanthjælpsmodtagere.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *