Benzinpenge til Ballerup Skovlunde Fodbold
Fodbold Det kan godt betale sig at tanke hos SuperBrugsen i Skovlunde, hvis man er spiller eller pårørende til en spiller i Ballerup Skovlunde Fodbold. Klubben har nemlig lige modtaget knap 22.000 kroner i ’’benzinpenge’’ fra OK.

Pengene har OK’s kunder sparet op til klubben ved at tanke på deres OK benzinkort. Kortet kan man vælge at knytte til forskellige sponsoraftaler, så man gratis støtter med fem øre, hver gang man tanker en liter benzin. Og det er der heldigvis mange BSF-støtter, der har valgt at gøre, hvilket nu har ført til de mange penge til klubkassen.

»Vi bruger vore sponsorpenge på vores ungdomsafdeling. Det kan være til spillertøj, bolde eller andre rekvisitter, men først og fremmest til sociale tiltag, så som afslutninger eller andre arrangementer,« fortæller formanden for Ballerup Skovlunde Fodbold Michael Falcham og fortsætter:

»Vi støtter også vores trænere, så de kan være bedst muligt klædt på. Vi har således i alt 30-40 unge mennesker tilknyttet klubben som trænere og har lige haft 12 afsted på kursus. Vi har cirka 1.100 medlemmer og heraf er flertallet jo børn og unge spillere. Så vi er meget glade for samarbejdet med SuperBrugsen, som er en meget vigtig medspiller i lokalområdet.«

Det er OK og SuperBrugsen i Skovlunde, der udbetaler pengene, så ordningen koster ikke noget for brugerne af benzinkortet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *