Politi uge 47
Politiets-bildør_foto_Rigspolitiet.jpg
Genrefoto Foto: www.politi.dk
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra politiet:

Færdselsuheld i Smørum

Mandag den 19. november klokken 10.54 kørte en 70-årig mandlig bilist i østlig retning ad Flodvej i Smørum. I krydset ved Smørum Centret påkørte han en lygtepæl, som stod i rabatten. Ved påkørslen væltede hans bil og rullede rundt, så den landede med taget nedad.

Føreren af bilen havde formentlig fået et ildebefindende, som afstedkom færdselsuheldet. Bilens passager kunne selv forlade bilen, mens føreren blev kørt til kontrol på hospitalet, oplyser Nordsjællands Politi.

 

17-årig dreng taget for butikstyveri

En politipatrulje kørte søndag den 25. november klokken 19.16 til en anmeldelse om et butikstyveri fra dagligvarebutik på Banetoften i Ballerup.

Butikkens personale havde tilbageholdt en 17-årig dreng, idet han blandt andet havde stjålet energidrik. Drengen blev sigtet af patruljen for butikstyveri, som han erkender.

 

Anholdt for indbrudsforsøg

Fredag den 23. november klokken 02.12 blev en politipatrulje gjort opmærksom på et igangværende indbrud i en håndværkerbutik på Energivej i Ballerup. To maskerede mænd var i gang med at stjæle diverse varer fra butikken.

Da patruljen ankom var den ene mistænkte gerningsmand væk, mens en 35-årig mand stadig sad i den varebil, han var ankommet i. Patruljen skønnede ham narkopåvirket, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel. Manden blev ligeledes sigtet for kørsel uden førerret, idet han ikke havde generhvervet kørekort samt forsøg på indbrud. Han blev kørt til politigården i Albertslund og erkender alle tre forhold.

 

Tricktyve snød hjælpsom kvinde

En politipatrulje kørte onsdag den 21. november til en anmeldelse om et tricktyveri sket mellem klokken 14.30 og klokken 15 på Centrumgaden i Ballerup.

En 76-årig kvinde var kommet gående med sin rollator efter indkøb i en dagligvarebutik, idet hun så en mand og en kvinde tabe en masse mønter, hvorfor hun ville hjælpe dem. Efter episoden opdagede kvinden at der var stjålet kontanter fra hendes pung.

Parret beskrives som:

A: Mand af dansk udseende på 25-30 år, 180-185 centimeter høj, slank i kropsbygningen. Han var iført en mørkeblå dunjakke, mørke jeans, en lyseblå hue med mørkeblå plamager og bar en sort rygsæk på ryggen.

B: Kvinde af asiatisk udseende på 25-30, 155 centimeter høj. Hun bar briller og var iført en sort jakke, hvid hue, støvletter med pelskant samt bar en lille, blå skuldertaske.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 43 86 14 48/114.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *