Fredslyset kommer og træet tændes
juletræ.jpg
Det store juletræ på Kirketorvet tændes fredag den 30. november, hvor fredslyset også kommer til Ballerup. Derefter afsluttes den hyggelige seance i Ballerup Kirke. Foto: Arkivfoto
julelys Julen skydes for alvor i gang, når fredslyset ankommer og jultræet tændes på Kirketorve i Ballerup.

Der er ikke mange som er i tvivl om, at julen nærmer sig med hastige skridt. Men det er ikke rigtig jul før det store juletræ tændes, og det bliver tændt fredag den 30. november på Kirketorvet i Ballerup.

Men inden borgmester Jesper Würtzen traditionen tro tænder juletræet, så kommer lyset til Ballerup allerede klokken 16, hvor en anden tradition går i land.

Her ankommer fredslyset nemlig til Ballerup Bibliotek fra Betlehem. Klokken 16 markeres fredslysets komme med sang og musik. Det er den velkendte fredslysduo, sangeren Pia Sander Knudsen og Lizanne Brøns på guitar og klaver, der spiller til fællessangen som markerer, at fredslyset er kommet den lange vej til Ballerup.

Efter en tale om fred og forsoning vandrer deltagerne med eventuelt medbragte lanterner til Kirketorvet, hvor træet tændes klokken 17.30. Inden tændingen vil der være musik af Ballerup Musikskole.

Hele arrangementet afsluttes i Ballerup Kirke, hvor kirkens lys tændes med flammen fra Betlehem og der holdes en kort andagt, inden julefreden for alvor kan sænke sig over landet.

Det store julemarked på Kirketorvet har desuden ’debut’ på denne dag. Her kan man fra klokken 15 og frem til klokken 19 handle sig til lidt julestemning. Markedet vil være åbent de kommende tre fredage og lørdage.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *