Usmageligt at henvise ældre og handicappede til Skovlunde eller flextrafik
Debat Sikken et arrogant, afvisende og talentløst indlæg i Ballerup Bladet i sidste uge fra centerchefen i Ballerup Kommune Trine Baarstrøm.

At henvise ældre og handicappede til Skovlunde eller benytte sig af flextrafik er efter min mening både usmageligt og uden sammenhæng med den virkelighed, den gruppe af mennesker befinder sig i.

Virkeligheden er, at de ældre og handicappede sættes i en gruppe af borgere i Ballerup der de næste to år, er afskåret fra at kunne bevæge sig fra og til tog, bus og taxa på Ballerup Station, uden de skal kæmpe sig gennem en byggeplads.

At der ikke kan findes en løsning på problemet, tyder på at viljen ikke er til stede, og som jeg startede med mangler talentet også.

Når jeg nu ser, Ældre Sagen, seniorrådet og handicaprådet i samlet trop råber højt om problemet, er jeg fortrøstningsfuld, da det er første gang de tre organisationer er gået sammen i fælles kamp for de ældre og handicappede.

Så, hvis vi står sammen, kan vi løfte enhver opgave, husk vi er mange. Skulle der ønskes mulige løsninger på problemet, er jeg klar til en debat.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *