Svar om flytningen af Støberiet
Debat Kære Ebbe Brems. Du havde et læserbrev om Støberiet i avisen i sidste uge.

Jeg kan fortælle, at der netop har været afholdt møde med brugergruppen vedrørende den kommende flytning af Støberiet til Parkvej 10 og Brydehuset.

På mødet deltog Social- og Sundhedsudvalget også, og vi drøftede også nogle af de samme spørgsmål, som du stiller i dit læserbrev.

To vigtige ting, som jeg tog med mig fra mødet, var, at brugergruppen var enige om, at der var nye og spændende muligheder i den kommende flytning, og at det skal have chancen.

Ved at flytte noget af Støberiet til Brydehuset vil brugerne få mulighed for at deltage i alle de aktiviteter, der foregår i Brydehuset. Derudover bliver det muligt at anvende det meste af en hel etage, hvor der er både stillerum og aktivitetsrum med blandt andet bordfodbold.

I lokalet med køkkenet er der også mulighed for samvær, og i Brydehusets café kan den varme mad købes og enten spises der eller i et andet lokale i huset.

I Brydehuset bliver det også muligt at få sundhedsfaglige rådgivning, når der måtte være brug for det.
Det er vigtigt for mig at sige, at brugergruppen naturligvis vil få indflydelse på indretningen samt være med, når åbningstider og aktiviteter skal besluttes. Det bliver i hvert fald muligt at have åbent i flere timer end i dag.
Brugernes behov – uanset om de kommer i Støberiet eller i Brydehuset – er psykosocial rehabilitering. Brugergruppen var på mødet enige om, at der skal være sammenhæng og mangfoldighed i tilbuddene. Det støtter jeg dem i.

Udgangspunktet vil netop være recovery, og her er et af elementerne ’Peer to Peer’. Det betyder, at brugere med fx psykisk sårbarhed kan understøtte andre, hvilket der er stor succes med i andre kommuner, hvor blandt andre SIND er en vigtig medaktør. Det vil være den form for frivillighed, der etableres i cafeen over tid. Der vil naturligvis fortsat være personale tilstede i Brydehuset og på Parkvej i dagtimerne.

På mødet besluttede vi desuden, at flytningen af Støberiet vil blive evalueret efter et år. Det bliver i begyndelsen af 2020.



1 kommentar om “Svar om flytningen af Støberiet”

  1. Daniel siger:

    Det er så dårlig en behandling, af støberiets brugere, med alle de besparelse i har lavet, at det faktisk er til at brække sig over, jeg har af disse gode grunde, ikke været der siden i protest, over jeres konstante besparelser.

    Jeg fatter ikke jeres politiske dagsordner, at i skal tvingere udsatte borgere, til at være sammen med en anden gruppe. Det er svineri. Jeg beklager mit ordforråd, men det er fandme ikke orden, med den måde som i håndtere sagen på.

    I burde havde fundet et andet lokale i byen, uden at delvist flytte noget, da vi havde sagt klart nej fra start af.

    I stedet bliver i ved med at presse på, med jeres evige falskhed om tryghed, jeg har skrevet til jer flere gang om hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Mht flytningen, og sætte 2 grupper sammen på den måde.

    Det er ikke accabtabelt og skuffende du ikke har svarede mig på facebook lolan, men sådan er det jo altid med dig.
    Du er falsk når det kommer til udsatte borgere lolan.

    Konstante bepsarelse på støberiet har skabt meget utryghed hos brugerne !. og i vil ikke høre på det vi siger til jer, det suser ud igennem den anden ende !.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *