Sætter pris på det sociale ansvar
Virksomhedspris.jpg
Stolte vindere af de to virksomhedspriser. Fra venstre: Tre repræsentanter fra Børnehuset Måløv By med leder Jette Bugge Hansen tættest på borgmester Jesper Würtzen. Til højre for ham: SuperBrugsens uddeler Thomas Lylloff efterfulgt at fire af butikkens medarbejdere. Foto: privatfoto
Hæder Ballerup Kommune uddelte torsdag to virksomhedspriser til en privat og en offentlig virksomhed, der tager deres sociale ansvar alvorligt.

Fokus på lavere sygefravær, færre arbejdsskader eller kunsten at kunne se jobmuligheder som eksempelvis fleksjob eller skånejob. Mulighederne for at gøre en social forskel er mange, og torsdag den 29. november uddelte Ballerup Kommune for sjette gang virksomhedsprisen på Ballerup Rådhus.

Prisen gik til både en privat virksomhed og en offentlig institution, der har gjort en helt særlig indsats for at hjælpe og tage et socialt ansvar. Priserne gik i år til Super Brugsen i Skovlunde og Børnehuset Måløv By, og de fik torsdag prisen overrakt af borgmester Jesper Würtzen med store klapsalver til følge.

»Vores jobcenter har i flere år haft et godt samarbejde med Super Brugsen i Skovlunde. Samarbejdet er kun blevet stærkere i løbet af årene, der er gået. Brugsen har en rummelig og professionel tilgang til samarbejdet, og de er altid klar til at gøre en ekstra indsats. En indsats der ofte ender med at få en kæmpe betydning for et andet menneske,« sagde borgmester Jesper Würtzen ved overrækkelsen.

Bliver styrket

Også den offentlige vinder af prisen fik rosende ord med på vejen.

»I hele Børnehuset Måløv By bliver der gjort en aktiv indsats for at skabe en rummelig arbejdsplads og give de borgere, der ikke har fodfæste på arbejdsmarkedet, en mulighed for at være en del af børnehusets gode arbejdsfællesskab. Der har været mange gode forløb i huset, og alle, der har været en del af det, er ofte kommet ud på den anden side styrket fagligt, personligt eller sprogligt,« sagde Jesper Würtzen.

Udover de mange klapsalver til vinderne fulgte også en skulptur, som nu kan stå til flot skue i Super Brugsen og Børnehuset Måløv By til minde om, at man her tager netop det sociale ansvar alvorligt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *