Ildsjæl fik handicapprisen
anette.jpg
En glad og stolt Annette Loop fik årets handicappris for sit store arbejde for blandt andet unge udviklingshæmmede i Ballerup Kommune. Foto: Privatfoto
hæder Annette Loop fik den kommunale handicappris for sit arbejde for blandt andet de udviklingshæmmede.

Det var en tydeligvis glad og stolt Annette Loop, der mandag eftermiddag modtog Handicapprisen 2018. Prisen blev overrakt af viceborgmester Lolan Marianne Ottesen (A) på vegne af Handicaprådet i Ballerup Kommune.

Og årets vinder er ikke én, som man sådan lige kommer udenom.

»Annette er en rigtig ildsjæl. Hun har i mange år udført et stort og forbilledligt arbejde på området for udviklingshæmmede i Ballerup Kommune. Annette har et stort netværk, og der er mange forældre, som søger råd og vejledning hos hende, da hun kender området indgående,« sagde Lolan Marianne Ottesen ved prisoverrækkelsen.

Hun fortsatte rosen af årets prisvinder.

Enstemmigt råd

»Jeg kender selv Annette, og hun er et sødt, hjælpsomt og omsorgsfuldt menneske. Og som det fremgik af talen til hende, så er det et enstemmigt Handicapråd, der har besluttet, at prisen i år skal tilfalde hende,« understregede Lolan Marianne Ottesen.

Overrækkelsen af handicapprisen og de 5.000 kroner, som følger med, fandt sted på Ballerup Rådhus under overværelse af blandt andre Annettes familie og venner.

Handicapprisen i Ballerup Kommune er blevet uddelt siden 2008. Ofte bliver prisen uddelt den 3. december, som også er FN’s internationale handicapdag. Dagen bliver markeret over hele verden og altså også i Ballerup Kommune.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *