Dyk ned i kommunens kunst
kunstværker_10.jpg
Her er et af de mange kunstværker, som Ballerup Kommune rummer. Nu kan man selv gå ind og finde det på et kort og måske besøge det og få mere info om værket og kunstneren. Foto: Arkivfoto
kunstformidling Ballerup Kommune har sat fokus på de mange kunstværker rundt om i kommunen med ny digital fortælling, som man selv kan finde.

Der findes i omegnen af 140 kunstværker i Ballerup Kommune. Store og små mellem hinanden. Nogle er velkendte, andre er stort set ukendte for de fleste. Men de er der, og nu kan borgerne få øjnene endnu mere op for dem ved hjælp af en ny digital service.

Et nyt projekt har nemlig set dagens lys, der skal sætte fokus på de mange forskellige kunstværker, som kommunen rummer.

Alle kunstværker er blevet udstyret med en lille QR-kode, som man kan scanne med sin mobiltelefon og derefter læse lidt mere om værket, kunstneren og historien. Dermed er borgerne blevet inviteret indenfor i et af Danmarks største udendørs kunstmuseer.

»Vi har omkring 140 kunstværker i kommunen og vi vil meget gerne fortælle meget mere om de mange spændende værker. Vi har i realiteten et af landets største kunstmuseer lige udenfor vores døre, så derfor vil vi gerne formidle mere om dem til så mange som muligt. Vi håber også, at især skoler og institutioner vil benytte sig af muligheden for at kigge efter de mange værker og bruge dem i læringen,« siger Anne Rasmussen, kulturkonsulent i Ballerup Kommune.

Privat kunst

Udover de digitale QR-koder på selve kunstværkerne er der også lavet et fysisk såvel som et virtuelt kort over de enkelte værkers placering, så man kan finde dem rundt om i kommunen. Herefter er det bare at gå på jagt efter kunsten.

»Vi gik i gang med at kortlægge kunsten i år og har nu fået styr på alle de omkring 140 kommunale kunstværker. Der er flere værker, som er private eller som tilhører virksomheder. Nogle af dem må vi kortlægge og det bliver så næste skridt. Men der er også nogen værker, som skal forblive private og dem vil vi naturligvis ikke kortlægge,« siger Anne Rasmussen.

Man kan se mere om kunstværkerne på www.ballerup.dk/kunstguiden



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *