Med saks og tråd for en ny tilværelse
syrisk_skrædder_11.jpg
Der er allerede godt gang i den lille skrædderforretning, som syriske Haydar Ali fra Skovlunde har åbnet i Frederikssund. Efter en lidt træg start er der nu mange, som kommer med deres tøj, der skal ordnes. Foto: Foto: Flemming Schiller.
En ny start Haydar Ali kom til Danmark fra Syrien i 2015. Siden har han bosat sig i Skovlunde og har nu åbnet sin egen skrædderforretning, hvor han med nål, tråd og saks vil give noget tilbage til det samfund, der hjalp ham.

Den lille butik syner ikke af meget udefra i gågaden i Frederikssund, hvor de store kædebutikker og farvestrålende restauranter ligger side om side. Men inde bag den smalle dør er der masser af aktivitet i det lyse lokale, hvor symaskinerne snurrer mens bukser, trøjer og skjorter hænger på bøjler med små farvede nummermærker, der sidder som et vidnesbyrd om, at der bliver arbejdet på at reparere eller forbedre tøjet.

Skrædderiet ejes af Haydar Ali. Han er en lille og imødekommende mand, som tager imod med et stort smil og en kop te. Det er tydeligt, at han er stolt af sin lille butik og det er der en grund til. Butikken er den foreløbige kulmination på en turbulent historie for den kurdisk-syriske skrædder, der kom til Danmark i 2015.

Drevet ud af IS

Sammen med sin kone tog han benene på nakken fra hjembyen Aleppo, hvor IS var på fremmarch og underlagde sig store landområder og indbyggere.

»Da Daesh (IS, red.) kom til Aleppo og Kobane-området hvor vi boede, skulle vi underlægge os dem. Enten skulle man være kriger eller også blev man skudt. Så vi måtte flygte. Det blev en lang tur til Europa, blandt andet i en gummibåd, hvor vi sad meget sammenstuvede. Vi kunne ikke røre os overhovedet. Men siden kom jeg til Sandholm-lejren og det endte med, at vi kom til Skovlunde, hvor vi bor nu,« siger Haydar Ali, som er uddannet skrædder i Syrien.

Derfor var det oplagt for ham at fortsætte sin gerning i sit nye midlertidige hjemland. Men først skulle han lære sproget og gik derfor på sprogskole samtidig med at han søgte jobs. Han kom på jobcentret i Ballerup, hvor han fik hjælp til at komme i gang med at lære dansk og komme i praktik.

Da sproget var nogenlunde på plads, fik han praktikplads i et skrædderi, men fandt hurtigt ud af, at man ikke kunne få job på samme måde som i Syrien.

»Jeg troede, at jeg kunne få et job på et stort skrædderi, men jeg fandt ud af, at man ikke havde store fabrikker, der laver tøj i Danmark. Det bliver syet andre steder. Så måtte jeg jo finde på noget andet og så ville jeg have mit eget skrædderi,« siger Haydar Ali.

Han undersøgte sagen og fandt ud af, at der var mange skrædderier i eksempelvis København og også i Ballerup var der skræddere. Men i Frederikssund var der ikke noget skrædderi og så blev det der.

For fem måneder siden åbnede han så sin lille butik i byens gågade.

Vil bidrage

»Jeg købte maskiner og den slags i Tyskland via nettet og fik indrettet mig. De første par måneder var det lidt svært, der kom ikke mange kunder, men så var der en artikel i lokalavisen om mig og det hjalp. Nu har jeg en hel de kunder og mange kommer igen og igen. Det er rigtig dejligt og det er også en god måde at lære folk og dansk kultur at kende,« siger Haydar Ali. For ham er det nemlig vigtigt, at være en del af det danske samfund og bidrage aktivt.

»Jeg fik hjælp det første år, da jeg slet ikke kunne sproget og var helt på bar bund. Dansk er altså ret svært at lære. Men siden har jeg kun arbejdet, og for mig er det helt naturligt at arbejde og bidrage til samfundet. Jeg arbejdede fuld tid, mens jeg gik på sprogskole i fritiden. Så det handlede mest for mig om at arbejde og sove. Men det var helt fint, for jeg ville videre. Jeg kan slet ikke forstå, at man vil sidde i mange år derhjemme og bare modtage. Det er også forkert. Jeg vil hjælpe og give noget tilbage til det danske samfund, som hjalp mig. Jeg kan rigtig godt lide det danske system, der giver mange muligheder og dem vil jeg gerne bruge og samtidig hjælpe dem, som hjalp mig,« pointerer Haydar.

Store ambitioner

»Jeg har arbejdet siden jeg var dreng. Derhjemme hjalp jeg min far med at arbejde, så det er helt naturligt for mig at der er fart på. Jeg kan ikke sidde stille,« siger Haydar, som netop er blevet far for første gang.

Selvom den nyankomne søn er et naturligt højdepunkt i hans og hustruens liv, så får det ikke den flittige skrædder til at slappe af og nyde indsatsen. Tværtimod.

»Jeg drømmer om at udvide butikken Måske med en tøjbutik eller på anden måde noget med salg af tøj. Måske kunne jeg selv lave tøj. Så vil jeg bygge noget større op og så om måske ti år tage tilbage til Syrien for at starte mit eget der. For selvom jeg elsker Danmark, så jeg vil gerne hjem igen, når der er mulighed for det,« siger Haydar Ali, som blev drevet ud af sit hjem og tog til det kolde nord, hvor han i selskab med sine kundskaber, ambitioner og et drive om at etablere sig i det fremmede land, åbnede sin lille butik som første skridt på vejen mod en bedre tilværelse



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *