Forbudsskilte gavner ingen
debat Tak for svar til Trine Baarstrøm fra kommunen.

Du skriver, at det er kommunen, som har indført P-forbuddet. Så blev det da opklaret. Du skriver også, at P-forbuddet er indført af flere forskellige trafiksikkerhedsmæssige hensyn.

Først kan jeg oplyse dig om – igen – at medarbejderne i Netto ikke har hørt nogle leverandører klage over adgangsforholdende, så den påstand kan tages ud af ligningen.

Dernæst skriver du, at P-forbuddet skal hjælpe cyklende børn til skolen, gående på tværs og bussens fremkommelighed. Som jeg ser det, så er det hele kun tomme ord om at hjælpe.

Hvis kommunen virkelig ønsker at hjælpe cyklende børn til skolen, så bør der etableres cykelsti hele vejen op til skolen. At sætte parkering forbudt-skilte op på noget af strækningen giver på ingen måde skolebørnene en sikker skolevej.

Nedlæg fortovet på den side, der ligger væk fra Netto og lav en dobbeltrettet cykelsti, hvis det skal blive mere sikkert for børnene. Vejen er firesporet, og jeg tænker, om det nu også er nødvendigt på sådan en blind vej.

Boulevarden, som har meget gennemkørende trafik, kan nøjes med at være tosporet gennem Skovlunde ved centret.

Hvad med at lave Lundebjerg tosporet, så der bliver plads til flere parkeringspladser til Nettos kunder – ud for de eksisterende P-pladser til Netto?

Og så skulle der vist også være plads til det nuværende busstoppested langs cykelstien. Se dét ville rent faktisk komme til at gavne både handlende, buspassagerer, cyklende skolebørn og ikke mindst forretningen Netto, som er én af de få indkøbsmuligheder vi borgere har p.t.

At sætte tre skilte op med parkering forbudt gavner i mine øjne ingen og må betegnes som en hovsa-løsning, der så hurtigt som muligt skal rettes op på.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *