Integrationens nye stemmer
bydelsmødre_2018_17.jpg
Et hold nyuddannede bydelsmødre med deres diplomer og blomster poserer glade sammen med en ikke helt nykåret borgmester, der havde masser af rosende ord til de 15 nye bydelsmødre. Foto: Flemming Schiller
Bydelsmødre Et hold på 15 nye bydelsmødre er netop udklækket og blev onsdag aften budt velkommen og hædret på Ballerup Rådhus. De vil nu arbejde for at hjælpe kvinder med indvandrerbaggrund og fremme integrationen.

»Hvis du får fat i kvinderne, får du fat i familien«.

Sådan lyder filosofien bag en del af det arbejde som bydelsmødrene i Ballerup udfører, når de hjælper kvinder og familier med indvandrerbaggrund. Bydelsmødrene har eksisteret i flere år og har til formål at hjælpe netop familierne og kvinderne med alt fra kommunikation til praktisk hjælp og ikke mindst at skabe et netværk, der kan bryde isolationen, så de kan blive en aktiv del af samfundet.

I dag gennemgår bydelsmødrene en decideret uddannelse og onsdag aften blev et nyuddannet hold på 15 bydelsmødre præsenteret på Ballerup Rådhus.

Her fik de 15 kvinder med vidt forskellige kulturelle baggrunde, aldre og kompetencer deres diplomer og en række rosende og opmuntrende ord med på vejen fra blandt andre borgmester Jesper Würtzen (A), koordinator Miasser Hawwa, bydelsmor-konsulent Suad Zubeid samt Laura Yde fra Landsorganisationen Bydelsmor.

Foto: Flemming Schiller

Kvinderne havde taget deres familier og venner med og der blev knipset med mobiler og klappet højlydt, da de 15 nyuddannede mødre trådte op, en for en, foran forsamlingen.

Stærke kvinder

»I gør en kæmpe forskel for både familier og for kvinder. Bydelsmødrene er stærke kvinder, der selv har taget et stort skridt og som nu hjælper andre kvinder og familier og det kan vi være rigtig stolte af,« sagde Jesper Würtzen blandt andet i sin tale til de 15 nye bydelsmødre.

Bydelsmødrene bliver blandt andet uddannet i kommunikation, konfliktløsning, tavsheds- og oplysningspligt, sundhed og demokrati. De står nu rustet til at træde ind som kontakter og hjælpere for kvinder og familier, der har brug for det.
Men perspektivet er også størren end blot at hjælpe enkelte personer eller familier. Det handler om en bedre fremtid og samfund.

Saya Kader (foto: Flemming Schiller)

Den yngste nyuddannede bydelsmor er 19-årige Saya Kader, som gik på talerstolen med en personlig beretning.

»Min far er min helt og min mor er min heltinde. De kom hertil med en helt anden kultur, og min far har altid arbejdet og forsørget familien. Min mor har holdt sammen på familien, selvom min far var meget fraværende, fordi han arbejdede, og det har været en kamp indimellem. Men de så en bedre fremtid for os og derfor er bydelsmødrenes rolle så vigtig. At de skal hjælpe familierne til en bedre fremtid,« sagde Saya Kader, som efterfølgende gav borgmesteren en kogebog.

Derefter talte bydelsmor-konsulent Suad Zubeid, der selv er en af pionererne som bydelsmor i Ballerup. Hun betegnede bydelsmødrene som inspiratorer og brobyggere, der skal skabe succes for familier og personer og skabe et bedre samfund for dem.

Der blev klappet og delt blomster ud til alle, der har hjulpet på vejen hen imod, at 15 nye er uddannet, inden den officielle del af seancen blev lukket ned og der var indbudt til hygge og spisning et par timer.

Fedt at hjælpe

Inden vi listede af og overlod de glade kvinder og deres familier til mad og fest, fik vi lige fat i tre af de nyuddannede bydelsmødre, der alle gav deres indspark til, hvad de egentlig vil med deres nye uddannelse.

Elif Guzel (Foto: Flemming Schiller)

»Jeg synes det er fedt at hjælpe de personer, der ellers ikke ville have så mange andre muligheder. Jeg har boet i Danmark siden jeg var helt lille og jeg kender samfundet rigtig godt. Derfor har jeg meget at byde ind med. Det er vigtigt, at kvinderne ikke gemmer sig, men kommer ud i samfundet,« siger Elif Guzel.

Også Razaw Kader, der oprindelig er fra Irak, ser frem til at hjælp, hvor der er brug for det.

»Jeg kom hertil fra Holland og ved, hvor svært det er at tilpasse sig. Det er ikke godt for nogen at sidde derhjemme, men samtidig er der mange ting, som er svære at forstå eller gøre. Der håber jeg at kunne gøre en forskel,« siger hun.

Razaw Kader (Foto: Flemming Schiller)

Også den yngste af de nye bydelsmødre, 19-årige Saya Kader gav sit besyv med.

»Jeg vil gerne være de unges stemme. Der er mange ting, som er svære, når man er ung pige og samtidig har en anden kulturel baggrund. Det kræver stort mod at gøre noget i den situation og derfor håber jeg, at jeg kan være med til at hjælpe specielt de unge piger, men selvfølgelig alle, der har brug for hjælpen,« siger hun.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *