Første skridt mod nye familieboliger
1.-spadstik_dommergrunden_14.jpg
Borgmester Jesper Würtzen og projektudviklingsdirektør i DADES, Bjarne Sørensen tager det første spadestik til det nye boligbyggeri på ’dommergrunden’. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Byggeplaner Mandag blev første spadestik taget til det nye byggeri på Rolighedsvej, hvor 134 familieboliger skal stå klar i 2020.

Man kunne godt fornemme, at der var noget i gære på den nu ryddede grund på Rolighedsvej lige ved Linde Alle, den såkaldte ’dommergrund’ i Ballerup Centrum. Mandag formiddag var en pølsevogn stillet op og et interimistisk telt var ligeledes sat op som tegn på, at noget skulle fejres.

Denne formiddag var det nemlig dagen, hvor det første spadestik skulle tages til det kommende boligbyggeri på grunden, der i de seneste måneder er blevet ryddet og gjort byggeklar.

Meget snart begynder byggekranerne for alvor at rulle ud og gå i gang med at opføre de 134 familieboliger, som efter planen skal stå klar i sommeren 2020.

Attraktiv placering

Inden stikket med de sølvskinnende spader skulle tages, tog projektudviklingsdirektør Bjarne Sørensen fra DADES, der er bygherre på boligerne, ordet i det midlertidige telt.

»Dette er starten på DADES’ første boliginvestering i Ballerup. Vi kender jo kommunen i forvejen fra Ballerup Centret, som vi ejer, så vi glæder os til at komme i gang. Ballerup er en attraktiv kommune med en god placering og en kommune i udvikling, som vi glæder os til at investere i. Det bliver et spændende byggeri med haver på taget og en masse grønne løsninger, der passer godt til den miljøprofil, som Ballerup har,« sagde Bjarne Sørensen.

Han uddelte i samme moment ros til Ballerup Kommune for stor samarbejdsvillighed om projektet.

Derefter tog borgmester Jesper Würtzen (A), ordet og udtrykte også glæde over, at den store og centrale grund nu kommer i anvendelse.

Omtumlet grund

»Dommergrunden som den hedder i folkemunde, har jo levet en omtumlet tilværelse. Oprindeligt lå her villaer, men i takt med udbygningen af bymidten blev området ryddet. Omkring 1990 var det planen, at justitsministeriet skulle opføre en stor retsbygning, og der blev lavet en lokalplan. Derfor fik den navnet ’dommergrunden’. Men planerne blev ikke til noget og retsbygningen kom til at ligge i Glostrup i stedet. Grunden lå siden lidt ubenyttet hen og var ejet af statens ejendomsselskab Freja, indtil DADES overtog grunden. Nu bliver den så en del af den store byudvikling, der er i gang i Ballerup, og vi glæder os over, at der kommer en masse familieboliger til vores by. Det skaber både dynamik og liv,« sagde borgmesteren.

Han understregede samtidig, at man ikke frygter for store parkeringsproblemer, da netop p-pladser bliver en del af projektet med både pladser under jorden og integreret i byggeriet.

Efter ordene gik alle de fremmødte ud på byggepladsen, hvor borgmesteren og Bjarne Sørensen synkront tog det første symbolske spadestik til byggeriet, der skal danne den grønne og attraktive boligforpost til den nye bymidte i Ballerup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *