Uldne iværksætterdrømme
Zana-Labovic_9.jpg
30-årige Zana Labovic har startet virksomheden Monte Home med håndlavet, økologisk strik fra Montenegro. Her sælger hun blandt andet sutsko, sokker og varme sweatre. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Business 30-årige Zana Labovic fra Ballerup blev iværksætter ved et tilfælde, nemlig da hun på en sommerferie hjembragte ti par uldne sutsko fra Montenegro, hvor hendes familie stammer fra.

»Kom indenfor, og tag et par sutsko på. Du må selv vælge,« lyder det imødekommende fra Zana Labovic, mens hun slår ud med hånden i retning mod den kurv i stuen, hvor der ligger strikkede, uldne sutsko og sokker i forskellige nuancer og mønstre til brug for gæsterne. Hyggelige, varme og praktiske beklædningsgenstande, der også er at finde på hylderne i udvalgte butikker i Danmark og i webshoppen Monte Home, som Zana Labovic står bag.

Sokkerne, sutskoene, sweatrene og huerne er strikket af ældre, montenegrinske kvinder, der bruger uld fra deres egne får. Kvinderne karter og spinder selv ulden, som er af økologisk kvalitet, for sådan er livet i Montenegro, forklarer Zana Labovic og tilføjer:

»Du skulle se min mormors hænder. Hun har stærke hænder af hårdt, fysisk arbejde. Og om vinteren bliver der rigtig koldt i bjergene, hvorfor ulden er vigtig for at folk kan holde varmen,« siger den 30-årige kandidat i supply chain management fra Copenhagen Business School (CBS).

At hun for tre år siden afsluttede sin kandidateksamen med et flot tital på en af landets prestigefyldte uddannelser lå ellers ikke i kortene, selvom ambitionerne aldrig har fejlet noget.

Lige siden skoletiden på Rugvængets Skole drømte Zana Labovic om at blive til noget, skriver bøger, holde foredrag og være det gode eksempel. Det var bare ikke helt sådan, hendes skolegang formede sig.

Efter folkeskolen startede hun på Borupgaard Gymnasium, men blev smidt ud i 2. g, fordi hendes karakterer ikke var gode nok, og fordi hun havde svært ved at indordne sig den stramme skolekultur og følte sig ikke velkommen.

Bedst på HF

»Jeg var ret glad for spansk, og jeg var god til det. Men det var lige meget, hvad jeg gjorde, så fik jeg dårlige karakterer, selv om jeg var aktiv i timerne. Det var som om, at man bare skulle sidde stille og tie stille for at få gode karakterer. Og det passer ikke godt til mig,« siger Zana Labovic og smiler. Uddannelse blev derfor sat på pause i et par år, hvor hun blandt andet arbejdede som pædagogmedhjælper i Grantoften, inden hun startede på HF i Herlev.

»Her gik det meget bedre, her var også elever fra alle mulige andre kulturer. Det trives jeg bedre med,« siger hun, der forlod HF med årets højeste karaktergennemsnit.

Det var også på HF, hun af en studievejleder blev præsenteret for CBS, søgte ind og blev optaget på almen erhvervsøkonomi. Snobberiet var til og tage at føle på, og Zana Labovic følte sig ikke hjemme blandt de mange unge mænd fra overklassen. Anderledes blev det, da hun gik i gang med kandidaten, for her var halvdelen af de studerende udenlandske.

»Jeg er god til at have med mennesker og andre kulturer at gøre, og det handler det rigtig meget om – at skabe et netværk, når man skal have en business op at stå. I forbindelse med Monte Home har jeg fået kontakt til et netværk af kvinder, der strikker, ligesom min familie i Montenegro har hjulpet mig med at finde frem til de rette mennesker,« siger Zana Labovic, der hver sommer rejser til Montenegro med sin familie. Det har hun gjort siden barnsben.

Sutsko blev til iværksætteri

Det var på en af disse rejser, at kimen til hendes iværksættervirksomhed blev lagt. I sommeren 2015 var hun blevet færdig med sine eksamener på CBS og skulle igen på ferie til Montenegro. Eksamensræs og studiestress var lagt på hylden, så nu skulle hun slappe af og hygge sig med familien. I løbet af ferien følte hun sig tilskyndet til at købe ti par strikkede sutsko, som hun havde med hjem i kufferten.

Hjemme i Danmark blev sutskoene fotograferet og lagt på Instagram, og i løbet af ganske kort tid solgt. Flere henvendte sig og ville også købe, så pludselig havde Zana Labovic en venteliste, hvorfor hun gik i gang med at skaffe flere sutsko og sokker.

»Det går pludselig op for mig, at jeg er i gang med at lave en forretning,« forklarer hun.

Alligevel søger og får Zana Labovic et job som brand manager i en elektronikvirksomhed, hvor hun arbejder i to år.

Hun elsker sit arbejde, men drømmen om at skabe sin egen virksomhed, trækker i hende.
For et år siden tog hun så springet og sagde sit job op for at hellige sig de økologiske strikvarer fra familiens hjemland.

Netværket af strikkende montenegrinske kvinder er vokset fra 25 til 150, der producerer håndlavede uldprodukter, der bliver solgt i Danmark.

Med på sidelinjen har Zana Labovic også sine tre søstre, der er med til at finde på nye designs, blandt andet barsler Monte Home med ulden strik til brug for ammende kvinder, så de kan holde brystpartiet varmt og undgå brystbetændelse. Drømmefangere, vokslys og lidt legetøj er også at finde på hylderne Zana Labovics online-forretning.

Spring ud i det

Drømmen er at blive ved med at udvikle på Monte Home, finde på nye produkter, importere og eksportere varer, der snor sig om det grønne og bæredygtige.

»Jeg tror på det. Det skal nok gå. Jeg har flere forretninger i København, der forhandler mine varer, og jeg har sendt den første sending afsted til England. Det var sjovt at pakke den kasse,« siger Zana Labovic med et tilfreds smil.
Indtil videre driver hun virksomheden hjemme fra privaten, der bliver brugt både som lagerplads og fotostudie, afhængigt af hvad iværksætteren har brug for.

Og så har hun et budskab til andre unge, som går og drømmer om at skabe deres eget:

»Prøv det. Test din idé. Det er supersjovt, og det skal også være lidt som en leg. Og er du bange, så ring til mig,« lyder opfordringen fra Zana Labovic, der gerne deler ud af sine egne erfaringer som iværksætter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *