Stor omsorg og varme fra hjemmehjælperne
Debat Man hører meget ofte om besparelser i det offentlige, der gør at de ansatte må løbe så stærkt, at overblikket, omsorgen og nærværet i plejen af syge og ældre har trange kår.

Man hører om tyverier i private hjem, hjemmehjælpere, der misbruger deres magt og viden i håndteringen af de ældre medborgere, og at det aldrig er de samme der kommer fra gang til gang. Skrækhistorier.

Det var derfor med en vis ængstelse, at vi så os nødsaget til at bede kommunen om hjælp under min mands sygdom og min egen nedsatte førlighed i forbindelse med en alvorlig faldulykke.

Personalet har ikke meget tid. Det er tydeligt for enhver. Det er ej heller en gavebod, hvor huset rengøres fra gulv til loft hver uge. Langt fra.

Men sikken en omsorg, varme og venlighed de forskellige hjemmehjælpere kan mønstre. Et job, der betyder man skal cykle langt i januar måneds tidlige morgenmørke, i kulden for at komme hjem til opgaver, der kan være besværlige, tunge eller svære. Alligevel bliver man mødt med smil, med respekt og varm omtanke.

Stor tak til Ballerup Kommunes Hjemmepleje ved min mands bortgang.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *