Åbent brev til borgmesteren
Debat Jeg har skrevet et par gange her i Ballerup Bladet om de nye parkering forbudt-skilte, som er blevet opsat ved Netto i Skovlunde.

Jeg har fået svar fra en medarbejder i kommunen, og det er jeg glad for. Men det løser ikke problemet, som er opstået, efter at kommunen fandt på at opsætte skiltene.

Der er kommet meget mere uro, når man kommer til Netto og skal parkere. Der holder ofte flere biler i kø for at komme ind på den alt for lille P-plads foran Netto, og dette gør, at beboere længere oppe ad Lundbjerg, ikke kan komme forbi ved frisøren og op til deres lejligheder.

Det giver også en del uro, at mange prøver at komme op og parkere langs Lundebjerg på beboernes p-pladser. Her har jeg mange gange observeret, og selv oplevet, at man skal virkelig langt op, før der er en ledig plads, og det er alt for langt at slæbe på mange varer til, at det kan fungere. Men disse pladser er jo også tiltænkt beboerne i Lunderbjerg og ikke til Nettos kunder.

Nogle kunder parkerer, som de altid har gjort på vejen, selvom der er kommer P-forbudt skilte op. Andre er begyndt at parkere på Netto-siden af Lundebjerg, halvt oppe på fortorvet. Nogle parkerer på hjørnet ved indkørslen og endnu flere parkerer nu på handikap pladserne. Det er noget værre rod, som ikke var der før i tiden.

Jeg har foreslået, at man laver Lundebjerg tosporet hele vejen op, nedlægger fortovet på modsatte side af Netto og laver cykelsti hele vejen op til skolen og giver børnene en sikker skolevej. Man kunne flytte udmundingen af stien fra erhvervsområdet ud til Ballerup Boulevard. Man kunne bygge P-pladser på Nettosiden og beholde busstoppestedet, hvor det er nu. Det ville løse mange problemer.

Måske nogen, der har forstand på den slags, kunne komme op med andre løsninger, som giver Netto flere P-pladser, og som ikke generer nogen og som kunne fungere for alle?

Som det er nu, er der nærmest ingen, som har fået nogen problemer løst. Netto mister kunder, os kunder har fået sværere forhold, børnene kan kun cykle semi-sikkert til skole og ingen buspassagerer har fået det anderledes. Kommunens skilte har kun gjort tingene værre. Kan du ikke sende nogen folk ud og se på forholdende, så vi kan få lavet nogle gode løsninger?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *