Møde om byplaner endte med p-bekymringer
borgermøde_B_bydmidte_5.jpg
Atriet på rådhuset var godt fyldt op, da der var borgermøde om den kommende byudvikling af Ballerup. Foto: Flemming Schiller
bymidte Tirsdag aften havde Ballerup Kommune inviteret til borgermøde om udviklingen af Ballerup Bymidte. Rigtig mange mødte frem og bekymringen gik mest på manglende p-pladser.

Der er rigtig meget gang i udviklingen af kommunens byer i disse år. Både i Skovlunde, Måløv og Ballerup er der store planer for at sætte gang i bymidterne og tiltrække nye borgere.

Et af de steder, hvor der er rigtig mange planer, er i Ballerup bymidte, hvor det store banegårdsprojekt er i gang og der netop er skudt gang i byggeriet af 134 boliger på Dommergrunden.

Tirsdag aften var Atriet på Ballerup Rådhus fyldt med nysgerrige borgere, der var troppet op til borgermøde om udviklingen af Ballerup bymidte. De var mødt op for at høre om de mange planer, der er for udviklingen af området. Derefter var der en kort præsentation af det planlagte byggeri på Bydammen, den såkaldte lokalplan 179, hvor der skal bygges en række boliger ved Lidl og Banegårdspladsen.

Mange planer

Først indledte borgmester Jesper Würtzen (A) med at fortælle om de mange planer for bymidten. Udover Banegårdspladsen, Bydammen og Dommergrunden, hvor der er meget konkrete planer, så er andre områder i spil til fremtidig udvikling. Det gamle posthus, Kasperskolen, Baltorpplænen, Toftehaven og en lang række andre områder, hvor der i fremtiden kan blive bygget og udviklet.

»Der er mange planer og det hele går egentlig tilbage til et stort dialogmøde i 2009, hvor der kom en række ideer på bordet. Allerede her var der ønsker om flere boliger, mere byliv, restauranter og færre brede veje. Så kom finanskrisen og alle investeringer gik i stå. Men nu er der igen kommet gang i tingene. Det begyndte med Realdania og Banegårdspladsen, og siden er mere kommet til. Så der er nogle store projekter i gang, der netop skal skabe en attraktiv bymidte og få flere borgere og mere liv til byen,« sagde borgmesteren foran den store forsamling.

Derefter blev alle opfordret til at komme med input og kommentarer senest den 15. marts til den store helhedsplan.

P-pladser til debat

Men det var især det næste indlæg, der gav anledning til en del debat i salen. Her fortalte afdelingsleder Lars Algreen fra Ballerup Kommune om de parkeringspladser, der bliver nedlagt med det kommende byggeri og at der slet ikke er mangel på p-pladser i fremtiden.

»Vi genskaber parkeringspladser 1:1, så der vil ikke være mangel på pladser. Selvom der forsvinder en del fra Lidl, så kommer de pladser andre steder. Bag ved posthuset åbner vi og andre steder i området vil der komme pladser. Der er blandt andet en stor p-plads bag ved rådhuset, hvor man kan parkere. Vores optællinger viser, at i spidsbelastningsperioden på hverdage mellem klokken 14 og 15 er omkring 50 procent af p-pladserne i området i brug. Lørdag formiddag omkring 45 procent. Men det er de samme pladser omkring Lidl, Bydammen og Ahornsvej, der er fyldt op,« sagde Lars Algreen, som erkendte, at Ballerup Kommune har en opgave med hensyn til at fortælle, at der er alternative p-muligheder i bymidten.

Men det argument var der flere tilhørere som ikke var med på. Her fremførte flere, at netop p-pladsen ved Lidl blev brugt, fordi den er tæt på butikkerne, og at folk ikke vil holde længere væk, men i stedet vil køre andre steder hen for at handle.

Ny lokalplan

Lokalplanen om det nye byggeri ved Bydammen og lige overfor Banegårdspladsen blev derefter kort præsenteret. Annegitte Hjorth fra Byplanafdelingen fremlagde planerne om et 3-5 etagers byggeri langs Bydammen med spændende arkitektur, grønne tage og arealer samt regnbede og en masse klimatilpassede tiltag.

Men igen kom diskussionen til at handle om p-pladserne. Her kunne man fortælle, at der var indregnet p-pladser i byggeriet, både i gadeplan og halvt nedgravet, og at man var opmærksom på, at erstatte de tabte p-pladser ved Lidl, hvor byggeriet jo kommer til at brede sig, med andre pladser.

Alt i alt var der generelt en positiv stemning i forhold til de mange planer og det kommende byggeri, mens man igen kunne konstatere, at det er spørgsmålet om p-pladserne samt antallet og placeringen af dem, der for alvor er udfordringen for kommunen i de kommende år, efterhånden som bymidten udvikler sig.

Faktaboks: Offentlige p-pladser 

Nuværende p-forhold: 134 pladser ved Bydammen/bag Lidl

Fremtidige p-forhold: 30 pladser bag Lidl, 87 pladser ved posthuset (anlægges i jan/feb), 18 pladser langs Hold-an Vej (forsøgsordningen opretholdes). I alt: 135 pladser

Fotos: Flemming Schiller



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *