Ballerup skal spare mere på lyset
LED-lys-copy.jpg
Mange steder i Ballerup Kommune er der allerede blevet indført LED-lys, som her på Skovlunde Skole Nord. Foto: privatfoto
Lys Ballerup Kommune er med i et nyt EU-projekt, der skal udbrede brugen af LED-lys i kommunerne.

Verden er badet i lys. Rigtig mange steder vælter lyset ud fra gadelamper, huse og andre steder og det koster meget i energi. Den nyeste LED-teknologi sparer rigtig meget strøm og nu skal der endnu mere gang i brugen af LED-lys mange steder.

Det mener man i EU, der har skudt mange millioner kroner i et stort projekt i Greater Copenhagen-regi, hvor en række kommuner i hovedstadsområdet skal implementere mere LED-lys og dermed være med til at reducere klimabelastningen.

Ballerup Kommune er blevet ledende partner i projektet, der lyder navnet Lighting Metropolis, hvor en række danske og svenske kommuner er med i fælles bestræbelser på at indføre mere LED og intelligent lys og dermed reducere strømforbruget.

Store besparelser

Baggrunden er, at kun en femtedel af den offentlige belysning i dag er energieffektiv og hvis man får gennemført projektet kan man spare energi på mindst 7,2 millioner kilowatttimer om året, hvilket svarer til energiforbruget i 1800 danske husstande.

»Der er stort politisk fokus på at gennemføre energibesparende foranstaltninger i vores kommuner samtidig med en usikkerhed i forhold til teknikken og udviklingen i fremtiden. Med deltagelse i Lighting Metropolis får de kommuner der deltager nu den kompetenceudvikling, udveksling af viden og det testmiljø, der gør det muligt i et stort partnerskab. Vi har også i Ballerup være lidt tilbageholdende med at bruge LED-lys mange steder, men nu skal vi i gang. Når EU vil give penge til sådan et projekt, så tager vi chancen og samtidig vil vi sætte os i førersædet i projektet. Så mener vi, at vi får mest ud af det,« siger Mads Bo Bojesen, chef i Center for ejendomme i Ballerup Kommune og tovholder på det store projekt.

Lokalt samarbejde

De forskellige deltagere har alle forskellig viden og kompetencer indenfor lysteknologi, som man nu kan drage fordel af i det store projekt.

»Vi håber på at trække lokale virksomheder ind i samarbejdet, så vi på den måde kan benytte os af den nyeste viden og teknologi. Det er ikke kun gadebelysning, men også lys på skoler, idrætshaller og intelligent belysning, der kan ’fortælle’, hvornår det er bedst at slukke for lyset, dæmpe det og andre ting,« siger Mads Bo Bojesen, som håber at det tre-årige projekt kan danne grundlaget for et permanent samarbejde og en permanent indsats på området.

Udover Ballerup, der altså er ledende partner i Lighting Metropolis, deltager også Albertslund, Egedal, Faxe, Gladsaxe, Kalundborg, Lolland og Roskilde kommuner, en række svenske kommuner samt DTU, Lunds universitet, Innovation Skåne og Gate 21.

EU betaler halvdelen af de 38 millioner kroner, mens partnerne betaler den anden halvdel i fællesskab.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *