Ballerup skal være bivenlig kommune
Debat Vi kan se frem til blomsterenge, blomsterkorridorer og områder med græs, der skal have lov til at blomstre inden det klippes.

På den måde igangsætter vi i Ballerup en indsats for naturen, der skal bidrage til, at øge kvaliteten af naturen. Indsatsen for naturen er vigtig for at bryde med Ballerups ærgerlige placering som nummer 49, når vi måler kommunernes naturkapital. Det kan vi gøre bedre.

For lidt over et år siden var Ali og jeg nemlig til møde om konstitueringen af kommunalbestyrelsen. Et af de ønsker vi havde med var, at der skulle nedsættes et naturkvalitetsudvalg. De øvrige partier var heldigvis med og naturkvalitetsudvalget blev nedsat og ikke nok med det, i Budget 2019 og frem er der afsat 200.000 kroner til at øge naturindholdet. Med andre ord er det en rigtig god start på kommunalbestyrelsesarbejdet for en naturelsker som mig og for Enhedslisten Ballerup.

Det første tiltag, naturkvalitetsudvalget er blevet enige om, er sendt videre til teknik- og miljøudvalget. Vi skal være en bivenlig kommune, med alt hvad det indebærer i forhold til, at forbedre naturkvaliteten i eksempelvis parker, langs stier og veje. Vi vil skabe natur, ved at ændre driften af kommunens arealer eksempelvis ved, at reducere antallet af gange græsset klippes, sådan at græsserne kan få lov til at blomstre og der kan komme et større naturindhold, og vi vil så en masse bivenlige blomsterfrø. Det vil skabe bedre vilkår for, at de vilde bier kan finde føde i form af nektar fra blomsterne og levesteder. Samtidig er der en hel del andre insekter, der også vil få bedre levevilkår, fordi de kan leve på de samme arealer og spise nektar fra de samme blomster, det er eksempelvis sommerfugle.
(forkortet af red.



4 kommentarer om “Ballerup skal være bivenlig kommune”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Med andre ord.

    Vi kan nu forstå at ukrudt m.m. vil brede sig over land og by i kommunen, pga mangelfuld græsslåning. ??

    Det bliver husejerne med velfriserede græsplæner sikkert rigtig glade for. ???

    I øvrigt kunne det vel være interessant at høre hvor mange biavlere der har stader i kommunen.
    Sådan at de små væsener ikke skal transportere den opsamlede pollen alt for langt til hjemmet. ???

    🙂

    1. Claus Hansen siger:

      De skal undgås at fremme honningbier. Det er de vilde bier, der er trængt – bla af honningbier.

  2. Maria Lykke Andersen siger:

    Kære Stine
    Det lyder rigtig godt med mere bivenlige områder. Super idé. Tiltrængt! Naturen skal ikke ligne noget, der kan gøres rent i. Den skal have lov til at eksistere på egne præmisser, og behøver ikke at se slået ud alle steder. Hvem skal i øvrigt afgøre, hvad der er ukrudt, og hvad der er nytteplanter. Engang var de planter, nogle i dag benævner som ukrudt, tildelt den fineste plads hos de kongelige – nemlig på deres Flora Danica porcelæn. Engang var “ukrudt” som røllike og cikorie elsket for deres lægelige egenskaber. Tjek evt. “Vild med vilje” ud, der samarbejder med kommuner.
    Hvis Ballerup skal op på ranglisten over grønne kommuner, kan kommunalbestyrelsen desuden starte med at PRIORITERE den fri natur… det gælder også området omkring DTU, som et flertal af lokalpolitikere helst så omdannet til en “levende” bydel. Plastret til med beton i form af et campus med 300 boliger etc.. Det, der er tilbage af Sømosens grønne områder, giver ellers masser af muligheder for at skabe et paradis for bestøvende insekter, og et frirum for biodiversitet i øvrigt: Vilde dyr, som ellers er trængt af en byudvikling ude af kontrol.

  3. O.Jensen siger:

    Meget enig Maria
    Deværre taler vi for døve øren .
    Det meste af kommunen bliver bebygget så højt så muligt .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *