Kommunen dropper nye BFO-planer
byskilte_ballerup_3-2.jpg
Ballerup Kommune bibeholder den nuværende pædagogiske ledelse som hidtil og laver til gengæld mere præcise jobbeskrivelser. Foto: Arkivfoto.
Ledelse De varslede planer om at skære i antallet af pædagogiske ledere er droppet. Ballerup Kommune bibeholder den nuværende ledelsesstruktur og vil skærpe ledernes stillingsbetegnelser.

Det vakte en del opstandelse blandt pædagogerne, da Ballerup Kommune for en måneds tid siden meldte ud, at de ville ændre på BFO’ernes ledelsesstruktur. Nu er planerne imidlertid droppet igen.

Man ville oprindeligt fjerne en række pædagogiske ledere med få ugentlige ledelsestimer og samle BFO-ledelsen hos en enkelt leder på hver matrikel. Det ville betyde, at en række pædagogiske ledere ville forsvinde. Årsagen var den store VIVE-evalueringsapport, der påpegede problemer med at definere de pædagogiske lederes rolle i BFO’erne.

Udmeldingen gav anledning til store protester fra pædagogerne og deres fagforening BUPL og en række kritiske høringssvar er nu blevet taget til efterretning.

Planerne om at fjerne en del af de pædagogiske ledere er altså droppet og man bibeholder dermed den nuværende struktur. Til gengæld vil man nu sætte gang i en dialog, der klarere skal definere ledernes rolle, så der ikke opstår tvivl om, hvem der skal gøre hvad.

Lytter til kritikken

»Vi bevarer den nuværende struktur på området, så vi bibeholder de pædagogiske ledere på det nuværende niveau.

Vi har fået mange kritiske høringssvar, der netop har givet udtryk for, at pædagogerne frygter for den nære ledelse, og det har vi lyttet til. Der er nogen, som ønskede sig, at BFO-ledelsen burde ligge hos skolelederne, så man kunne tilpasse ledelsen til de enkelte områder. Selvom det kunne lyde besnærende, vil det kunne skabe uligheder i ledelsespositionerne på tværs af kommunen, der vanskeliggør den pædagogiske udvikling for det samlede BFO-område. Det viser sig faktisk, at mange er ganske godt tilfredse med den nuværende struktur og så er der ingen grund til at ændre det,« siger Peter Als (A), formand for børne- og skoleudvalget.

Der skal nu gang i en dialog mellem kommunen og de øvrige parter, så man kan få afhjulpet de problemer, der trods alt var beskrevet i rapporten: nemlig at få nogle klare stillingsbeskrivelser for BFO-lederne og de pædagogiske ledere i de enkelte afdelinger.

»Vi begynder nu en dialog, hvor vi vil præcisere rollerne. På den måde håber vi at kunne komme misforståelser og uklarheder til livs, så BFO-området kan fungere bedst muligt. Alle parter skal nu være med i den kommende dialog, som vi går i gang med snarest,« siger Peter Als.

Beslutningen om at bibeholde strukturen vækker glæde hos BUPL.

Vigtigt for kvaliteten

»Vi er selvfølgelig glade for, at vi er blevet lyttet til og at pædagogerne beholder deres nærledelse. Det vil betyde meget for kvaliteten i BFO’erne for både medarbejdere og børnene. Så jeg vil gerne kvittere for, at politikerne rent faktisk tog det alvorligt og lyttede til vores argumenter,« siger Cindie Christoffersen, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne og bestyrelsesmedlem i BUPL.

Hun glæder sig til at gå i gang med dialogen om de nye og mere præcise stillingsbeskrivelser.

»Vi ser frem til debatten og vi vil argumentere for, at det er pædagogerne, der skal definere pædagogernes roller, og ikke skoleledelsen. Det har stor betydning for vores job og i sidste ende for børnenes trivsel,« siger Cindie Christoffersen.

Beslutningen om at bibeholde strukturen vedtages endeligt på børne- og skoleudvalgets møde torsdag aften.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *