Ballerup skal være meget mere end bivenlig
Debat  Jeg skriver i direkte forlængelse af og som svar på Stine Rahbek Pedersens indlæg i sidste uges avis.

Jeg vil godt understrege den position, jeg skriver ud fra allerførst: Jeg er på den ene side medlem af bestyrelsen for Alternativet i Ballerup Kommune. Samtidig er jeg folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds. Endelig er jeg naturelsker med bornholmske rødder med viden om, at den allervigtigste enkeltstående faktor for bevarelse eller videreudvikling af naturen, miljø og biodiversiteten er plads.
Jeg skriver først om min position, fordi vi står foran en folketingsvalgkamp. Uanset hvad jeg skriver, vil jeg altid kunne beskyldes for bare at ville mele min egen kage. Mange kappes om at få hæderen som Danmarks grønneste parti, og selv Venstre har skiftet logofarve fra blå til grøn i løbet af 2018. Jeg synes jo, at Alternativet er Danmarks grønneste parti – men med andre gode partier i kølvandet.
Enhedslisten og Stine står som udgangspunkt for mig som gode repræsentanter for et sundt og bæredygtigt natursyn, men min følelse er alligevel lidt ambivalent, når jeg læser Stines indlæg.
Det skyldes dels, at der nemt går følelser i det, når vi bringer enkeltstående dyrearter som bier ind i det samlede spørgsmål om natur, bæredygtighed og biodiversitet men især, at jeg oplevede Stine som deltagende – men alt for tavs – da diskussionen gik vedrørende bebyggelse i Sømosen i løbet af 2018.
Kære Stine og kære Enhedslisten i Ballerup: Hvad skal der til for at få dig/jer til at gå ind i alle væsentlige kampe, hvor biodiversitet, klima, natur eller miljø behandles på en usund eller ikke bæredygtig måde?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *