I Ballerup går det godt, men…
Debat På velfærdsområdet går det overordnet godt i Ballerup - i hvert fald hvis man tager de økonomiske briller på.

For eksempel kommer Ballerup Kommune ind på en sjetteplads, når det gælder kommuner der bruger flest penge på de 0-5-årige. I kommuner hvor der bliver brugt få penge på området, kan det have den konsekvens, at en pædagog kan stå med over 20 børn pr. medarbejder.

Også i forhold til ældreområdet befinder Ballerup sig i den pæne fjerdedel af kommuner, der bruger flest penge på borgere over 65 år. I kommuner hvor der bliver brugt få penge på området, kan det betyde, at sosu-assistenten kan stå alene med op til 42 ældre på en nattevagt på plejehjemmet.

At ens kommune bruger flere penge på et givet velfærdsområde er dog ikke ensbetydende med, at lige den børnehave ens barn går i, eller at det plejehjem ens mor bor på har en god normering, det vil sige har et ordentlig antal medarbejdere til at tage sig af dem.

Jeg mener, at man bør indføre minimumsnormeringer for antal ansatte, for jeg tror desværre, at hvis ikke vi får regler for, hvor dårlige normeringerne må være, at vi aldrig slipper af med daginstitutioner og plejehjem, hvor børn og ældre på grund af for lidt personale er overladt til sig selv.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *