Ny biograf koster Baltoppen Bio livet
jan_boye_2-lysnet-copy.jpg
Biografdirektør Jan Boye Thomsen må meget mod sin vilje vinke farvel til Baltoppen Bio om et års tid, når kommunens støtte bortfalder grundet den nye biograf i byen. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Lukning Udsigten til at der kommer en ny, stor biograf i Ballerup Centret betyder, at Ballerup Kommune for ikke at virke konkurrenceforvridende sætter en stopper for støtten til Baltoppen Bio, der derfor er tvunget til at lukke næste år.

Det var en spand koldt vand i ansigtet på Baltoppen Bios biografdirektør Jan Boye Thomsen, da Ballerup Centrets ejer DADES i sommer meldte ud, at de planlægger at udvide centret med en ny, stor biograf.

I 27 år har Baltoppen Bio ligget på Baltorpvej 20, og der er poppet mange majskorn og løbet utallige liter sodavand gennem hanerne i den lille lokalbiograf gennem tiden.

Det er da også med stort vemod, at biografdirektør Jan Boye Thomsen nu ser sig tvunget til at smide hjertebarnet overbord. Hans forpagtningsaftale med Ballerup Kommune er efter lang tids venten kun blevet midlertidigt forlænget – gældende til den nye biograf åbner i centret i foråret 2020.

Årsagen er, at kommunen ikke må virke konkurrenceforvridende og derfor trækker støtten til Baltoppen Bio, fordi der kommer en ny, privatejet biograf til byen.

Baltoppen Bio er en kommerciel biograf, som modtager støtte af Ballerup Kommune på den måde, at den bor gratis i kommunens lokaler. Hvis det fremadrettet skulle tilpasses markedspriserne, ville biografen skulle betale mange tusinde kroner i husleje hver måned – og det er simpelthen ikke økonomisk muligt.

Biografdirektøren har været til ’’forhandlingsmøde’’ med kommunen, men det huslejetilbud, som forvaltningen kom med, lå mange gange over, hvad biografen på nogen mulig måde ville kunne præstere. Derfor blev resultatet af mødet, at kommunen forlængede den nuværende aftale midlertidigt frem til 31. marts 2020. Forventningen er, at den nye biograf i Ballerup Centret åbner få uger efter.

Det gør ondt i hjertet

»Jeg havde faktisk ikke forestillet mig, at Ballerup Kommune overhovedet ville overveje at lukke Baltoppen Bio,« siger Jan Boye Thomsen og læner sig tilbage i stolen.

Vi har besøgt ham kort efter mødet med forvaltningen – et møde han kalder skuffende, og hvor han ikke følte, der var plads til nogen form for forhandling overhovedet. Det var et ’take it or leave it’ tilbud fra kommunen på en husleje, som han umuligt kunne betale.

»Jeg synes faktisk, at vi har gjort det skide godt – ikke bare som biograf, men også som arbejdsplads og som mødested for en masse mennesker her i området, så det kommer virkelig bag på mig, at det ikke vægter højere for kommunen at finde en løsning, så vi kan få lov at fortsætte i en eller anden form,« tilføjer han.

Jan Boye Thomsen har lagt tid, arbejdskraft og ikke mindst penge i Baltoppen Bio, hvor han kom til for 12 år siden.

Først som daglig leder, og siden 2011 har han som forpagter drevet biografen selv – naturligvis med hjælp fra sine cirka 15 ansatte, der blandt andet tæller flere fleksjobbere, som har været én af succeshistorierne for den lille biograf som arbejdsplads.

»Det gør ondt i hjertet at se foreløbig tolv års arbejde stoppet så brat. Det er drønærgerligt. Men jeg betragter dem selvfølgelig ikke som spildt, for vi har godt nok skabt mange sjove og underholdende stunder her, og vi er stolte af det, vi foretager os – og det vil vi fortsætte med lige til sidste dag, vi har åbent. Men hold op, hvor er det ærgerligt. Baltoppen Bio har aldrig fungeret bedre end nu i sit udtryk og sin profil. Men tja, det er jo som man siger: En rose er altid smukkest, lige inden den dør.«

Må ikke forskelsbehandle

På rådhuset forstår kommunaldirektør Eik Møller godt, at Jan Boye Thomsen er skuffet. Men ifølge ham er der intet kommunen kan gøre.

»Udgangspunktet er en hård juridisk sondring – hvad må kommunen og hvad må vi ikke. Når der kommer en ny kommerciel biografaktør til kommunen, så har vi pludselig to, og så træder ligebehandlingsprincippet i kraft. Det betyder, at vi ikke må forskelsbehandle de to, og derfor skal Baltoppen Bio, når den nye biograf åbner, konkurrere på markedsvilkår,« forklarer han.

Flere andre kommuner i storkøbenhavn kan dog godt give støtte eller ligefrem drive biograf, selvom der også er kommercielle biografer i området – blandt andet i Rødovre, hvor kommunen driver biograf i kulturhuset Viften som er nabo til Rødovre Centrum, hvor den store, kommercielle Atlas Bio ligger.

Men den løsning afviser kommunaldirektøren at lave i Ballerup, hvor Baltoppen Bio ellers også deler hus med Baltoppen LIVE, som er et fuldt kommunalt finansieret og drevet kulturhus.

»Viften har fra start været et kulturhus, der som en del af sin funktion har haft biograf med et meget smalt repertoire. Det har været kommunalt drevet fra start, men sådan er det ikke her i Ballerup,« siger kommunaldirektøren og fortsætter:

»Vi kan ikke lige pludselig beslutte, at nu vil Ballerup Kommune til at drive biograf, ligesom vi heller ikke bare kan beslutte os for at åbne en cykelhandel eller en avis. Er der et konkurrencemarked eller er der ikke. Det er det, det handler om.«

Bliver ikke det samme

I Baltoppen Bio giver biografdirektøren ikke meget for kommunaldirektørens forklaring.
»Jeg synes, det er beklageligt og ærgerligt at kommunen ikke har prøvet at komme Baltoppen Bios ønsker om at fortsætte i en eller anden form i møde. Jeg synes, at kommunen går den nye biografs ærinde i denne her sag,« siger Jan Boye Thomsen.

»Baltoppen Bio kan jo noget andet end en ny kæmpebiograf. Vi har en helt anden profil som en lille lokalbio, hvor nærhed, tryghed, genkendelighed og de små rammer gør os til et andet slags mødested. Folk bliver mere og mere ensomme, derfor er der behov for de her små oaser,« tilføjer han.

Men han har dog alligevel skrevet under på den nye forpagtningsaftale med kommunen, som giver ham en forlængelse til marts 2020 – og han er trods alt glad for at have fået den midlertidige forlængelse, der giver ham og de ansatte lidt længere tid at løbe på. Nu håber han så, at hans medarbejdere, herunder fleksjobberne, får mulighed for at nå at finde nyt arbejde i mellemtiden.

På rådhuset er kommunaldirektøren godt klar over den vigtige rolle Baltoppen Bio også har spillet – som en arbejdsplads, der har taget et stort socialt ansvar.

»Vi har naturligvis også talt med den nye biografaktør om dette og har gjort det klart, at vi – ligesom vi gør med alle andre virksomheder i Ballerup – opfordrer til, at de tager et socialt ansvar. Det ved de godt, og uden at jeg selvfølgelig skal love noget som helst, så er jeg sikker på, at de gerne vil bidrage med deres del også. Men med skyldig respekt for at de som selvstændig, kommerciel virksomhed har egne CSR-mål og formål,« siger Eik Møller.

Der er ved artiklens afslutning endnu ikke sat endeligt navn på, hvem den kommende biografaktør i Ballerup er. Men det skulle gerne være på plads meget snart.



3 kommentarer om “Ny biograf koster Baltoppen Bio livet”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Nu syntes jeg at borgerne skal høres ang. dette kommunale indgreb, der nu lukker en af vore store kulturinstitutioner, ved at pludselig at forlange lejeindtægter fordi et privat foretagende mener at der er behov for endnu en biograf i Ballerup, som jeg mener der ikke er økonomisk grundlag for at mene.

    Vi er rigtige mange der gennem årene har hygget os i Baltoppen med biograf- og teaterbesøg, og noget godt til ganen bagefter.

    Jeg vil mene at det misbrugte ord ” konkurrencehensyn” ikke kan bruges her.
    Så kunne man lige så vel forlange husleje af biblioteket ud fra konkurrencehensyn til byens boghandlere.

    Nej, stop nu dette indgreb på en af vore kæreste og mest brugte kulturinstitutioner: Biografen i Baltoppen, og lad private foretagender konkurrere med andre private.

    Det er alle byens borgere mest tjent med.

    PS.

    Med den husleje Ballerup Centret kræver, forventer jeg at denne nye biograf opgiver ånden om højst et år, og lukker. ??

    Og hvad så. ??

    Ja så står vi uden en biograf og vort kulturliv bliver fattigere og enormt kedeligere.

    PPS.

    Mand Dig nu op hr. Borgmester, og vis Dig som en mand og forlang på borgernes kulturelle liv med besøg i bl.a. Baltoppens herligheder skal fortsætte uden indgreb.

    Det vil alle byens borgere være glade for.

    Tak.

    1. Birgit Heder siger:

      jeg kan kun være enig i at det er den største synd at forhindre Jan i at føre denne dejlige biograf videre grundet uenighed om husleje. Jeg tror ikke Borgmesteren og bystyret ved hvor meget Jan og hans medarbejdere betyder for befolkningen i byen,her går vi i bio vi hører opera vi jule hygger og for os der er alene ønsker vi hinanden godt nytår hos Jan.Jan gør så meget for at give os forskellige oplevelser.der er også mange børneinstitutioner der bruger denne lille biograf.Jeg er selv tilflytter til kommunen for ca. 6 år siden og har igennem denne institution i byen fået mange dejlige oplevelser og nye venner,jeg håber at borgmesteren vil få øjnene op og indse at her har han en perle vi ikke kan undvære. Med venlig hilsen Birgit Heder

  2. Flemming Bengtsen siger:

    Jeg tænker på om Det Danske Filminstitut (DFI) har været involveret i afgørelsen om at lukke biografen, eller om det er en ren kommunal afgørelse fra start af uden lige at trykprøve lovgivningen omkring kommunalt tilskud til biografvirksomhed. Umiddelbart lyder det her som om det ikke har været tilfældet.
    Spørgsmålet er om kommunen reelt har en interesse i at prøve at finde en løsning for Ballerup Bio, eller om diskussionen blot bliver lukket med en politisk egen-fortolkning af loven, som kan drejes lige over mod det resultat som Ballerup Kommune selv ønsker:

    Bekendtgørelse om kommunalt tilskud til biografvirksomhed
    I medfør af § 18, stk. 2, i lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret ved lov nr. 1627 af 26. december 2013, fastsættes:
    § 1. Kommuner kan yde tilskud til kunstbiografer, hvis følgende betingelser er opfyldt:
    1) Biografen skal have et repertoire og program, der primært har til formål at øge kulturel mangfoldighed og tilbyde publikum et bredt udbud af film.
    2) Biografens repertoire og program må ikke systematisk konkurrere med kommercielle biografer i lokalområdet.
    3) Kommunen skal sikre sig, at støttebeløbet er begrænset til det nødvendige minimum for at opnå ovennævnte formål.
    4) Kommunen skal sikre sig, at der foreligger en godkendelse fra Det Danske Filminstitut om, at biografen tydeligt adskiller sig fra kommercielle biografer. Det Danske Filminstitut skal basere godkendelsen på de samme kriterier, som instituttet i øvrigt anvender i dets vurdering af, om en biograf kan benævnes kunstbiograf. Godkendelsen skal fornys minimum én gang om året. Det Danske Filminstitut står til rådighed for rådgivning til vurdering af biografens repertoire og program.
    § 2. Øvrige biografer kan kun modtage kommunalt tilskud i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte.
    § 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2015.
    Kulturministeriet, den 9. juni 2014
    Marianne Jelved

    Jeg mener at biografen i den grad adskiller sig fra andre kommercielle biografer, alene med de tilbud de har omkring mange visninger af operaforestillinger og ikke-engelske film. Tilbud som slet ikke eksisterer i kommercielle biografer.

    Hr. Eik Møller: lad os få den vurdering fra DFI istedet for at kommunen gætter på hvad der lovmæssig kan lade sig gøre.

Skriv et svar til Flemming Bengtsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *