De ældre skal have mere sul på kroppen
Madlavning-COLOURBOX21325771.jpg
Mad er en vigtig del af de flestes liv. Men for mange ældre har det ikke så stor prioritet. Det betyder, at en del spiser for lidt og der fører mange dårlige ting med sig. Derfor vil Ballerup Kommune løfter ernæringsindsatsen overfor de småtspisende ældre. Foto: Foto: Colourbox.
Ernæring Hjemmeplejen har fået millioner til et nyt tre-årigt projekt, der skal få de ældre småtspisende til at spise mere og rigtigere.

Der er rigtig mange hjemmeboende ældre, som ikke rigtig får spist det, de egentlig skal. Hvis de er trætte eller alene, så er mad en meget lav prioritet og det ender derfor med, at de kan blive både under- og fejlernærede. Men det problem vil Ballerup kommune til livs med et nyt projekt, der sætter fokus på ernæringen til netop de ældre der har problemer med at få mad nok.

Hjemmeplejen har fået 3,2 millioner kroner fra satspuljemidlerne, så man i de næste tre år kan gøre en indsats på ernæringsområdet. Målet er at få de omkring 2600 hjemmeboende borgere, der får hjælp via hjemmeplejen, til at spise bedre og ikke mindst nok.

Fokus på mad og sundhed

»Vi vil løfte ernæringsindsatsen for de ældre, der får hjælp fra hjemmeplejen. Vi vil have fokus på de småtspisende ældre og de fejlernærede. Der kan være mange grunde til, at de ældre ikke får den rigtige kost. De kan have besvær med at synke, de mangler appetit og det går ud over deres livskvalitet og i sidste ende sundhed. Hvis man eksempelvis har besvær med at synke, hvilket er ret udbredt blandt ældre, så opgiver de at spise ’rigtig’ mad og ender måske med at spise suppe. Men det er ikke nok. Faktisk skal ældre ofte have federe mad end vi andre skal spise, og det skal de finde ud af ved det her projekt,« siger Sophie Hillbrandt Jansen, projektleder på kommunens ernæringsprojekt.

Hun anslår, at 40 procent af de ældre spiser for lidt og at det har stor betydning for deres livskvalitet og sundhed.

»De skal bibeholde deres funktioner bedst muligt og have deres livskvalitet så høj som muligt. Samtidig forebygger vi indlæggelser ved at sørge for, at de får den rigtige mad. Med en række tilbud om at spise rigtig mad og eventuelt spise sammen med andre, så forebygger vi også ensomhed, der ofte får de ældre til at trække sig ind i deres hjem og derfor ikke spiser så meget fordi det ikke er prioriteret. Så maden betyder meget,« siger Sophie Hillbrandt Jansen.

Måske permanent

Helt konkret bliver der ansat en ergoterapeut og en diætist, der skal rådgive personale og de ældre om, hvordan man skal gribe maden an og samtidig skal også de pårørende klædes på til at vide mere om madens betydning.

»Vi regner med at se en positiv effekt af det her projekt og vi evaluerer efter tre år. Hvis det har givet den forventede effekt, så kan vi håbe, at ordningen bliver permanent, så vi fortsat kan have fokus på ernæringens betydning for de ældres sundhed og livskvalitet,« siger Sophie Hillbrandt Jansen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *