Når sorgen rammer
frivillig_sorglinjen_6.jpg
54-årige Stina Lindström fra Måløv har selv oplevet, hvad det vil sige at skulle håndtere alvorlig sygdom og dødsfald i den nærmeste familie. I dag er hun frivillig på Sorglinjen, hvor hun taler med mennesker i krise og sorg. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Frivillig Med tre dødsfald i den nærmeste familie i løbet af ganske få år ved 54-årige Stina Lindström, hvad sorg gør ved et menneske. I dag er hun frivillig på Sorglinjen, hvor hun hjælper andre i sorg med at komme videre i livet.

Det er ikke til at se, at Stina Lindström faktisk befinder sig midt i endnu en sorgfuld periode i sit liv. Om få dage skal hun sammen med resten af familien begrave sine sønners farfar og sin egen tidligere svigerfar. Det er dødsfald nummer tre i den nærmeste familie siden 2015, hvor Stina Lindströms eksmand efter et længere kræftforløb døde og sendte familien ud i dyb krise.

»Det var som at stå under en grå sky, og det er lortevejr, og det bliver bare ved og ved,« siger Stina Lindström om eksmandens sygdomsforløb og død.

Endnu et tab

Blot et års tid efter eksmandens død, dør hendes egen far, kort tid efter at have fået konstateret en hjernetumor.

»I påsken 2016 får min far en blodprop i hjernen. Det er i hvert fald det, lægerne tror til at begynde med. Men så viser det sig, at det er en hjernetumor. Min far går helt i sort, han har altid været denne her ’Mister Fix It’. En fuldstændig fabelagtig far, der altid stod klar til at hjælpe. Jeg tror ikke, at han kunne klare at se sig selv i rollen som hjælpeløs patient og giver ligesom op og dør seks måneder efter, han har fået diagnosen,« fortæller Stina Lindström.

»Det kan simpelthen ikke være rigtigt, tænkte jeg. Ikke igen,« siger den 54-årige sikkerhedsrådgiver i Maersk. Men ét er at håndtere krisestyring i en stor, global virksomhed, noget andet er at håndtere den personlige krise, som melder sig, når der er dødsfald i den nærmeste familie.

»Det hjalp mig at tale åbent om det. Jeg brugte familie, venner, naboer, kolleger og hundelufter-venner. Alle der ville lytte til mig, da min eksmand døde, men da min far døde opsøgte jeg også en psykolog, der kunne hjælpe mig. Og da min eksmand blev syg i 2012 kontaktede jeg Børn, Unge og Sorg (en organisation hvor børn og unge under 28 år kan få gratis psykologhjælp, når de oplever alvorlig sygdom eller død i den nærmeste familie, red.) for at høre, hvordan jeg bedst kunne hjælpe mine drenge, der på det tidspunkt var 11 og 13 år gamle,« fortæller Stina Lindström.

Tid til at lytte

Efter tabet af ex-manden og sin far beslutter Stina Lindström at hendes egne oplevelser med at miste og gå gennem en lang og sorgfuld periode af sit liv, skal vendes til noget konstruktivt. Så hun melder sig som frivillig på Sorglinjen.

Det er et nyt landsdækkende tilbud, der åbnede den 7. januar, oprettet af Det Nationale Sorgcenter og Trygfonden, og hvor efterladte kan søge hjælp og støtte.

»Da min far døde, tænke jeg, at jeg der måtte være en eller anden måde, at jeg kunne bruge de to dødsfald i familien og al den sorg til noget,« forklarer Stina Lindström, der efter en omhyggelig rekrutteringsproces bliver frivillig på Sorglinjen.

Det er endnu ganske nyt, og Stina Lindström har kun haft en enkelt vagt. Og selv om sorg og død ikke er fremmed for hende, så var det ikke uden nervøsitet, hun satte sig til rette ved telefonen.

»Jeg havde total hjertebanken ved den første telefonsamtale. Men man kommer lynhurtigt ind i det. Og det er en gave at kunne give sin tid til et menneske, der har behov for, at jeg lytter til dem. Når man bliver ramt af krise og sorg, har man brug for at tale med nogen, der ved, hvordan det er at miste. Vi må ikke rådgive, men gerne give vores egne erfaringer videre, og så kan vi henvise folk til professionel hjælp,« siger Stina Lindström, der har et par gode råd, hvis man oplever at venner, bekendte eller kolleger har mistet en pårørende.

»Træng dig på, forvent ikke, at personen i sorg rækker ud efter hjælp. Det kan man ganske enkelt ikke overskue. Sig du kommer med mad en specifik dag, eller du kommer og lufter hunden, støvsuger eller handler. Jeg har selv tit hørt, at jeg var så stærk, og jeg klarede det så fint. Det er det dummeste, man kan sige,« lyder det fra den frivillige fra Sorglinjen.

 

Faktaboks: Ny sorglinje

Hvert år dør mere end 50.000 mennesker i Danmark og efterlader mere end 200.000 i sorg. Mange efterladte er ensomme i sorgen. Undersøgelser fra Det Nationale Sorgcenter viser, at otte ud af ti efterladte savner nogen at tale med om den, de har mistet og savner. Samtidig skjuler mange efterladte sorgen overfor deres familie og netværk af frygt for at komme til at belaste dem eller for ikke at blive forstået.

Det skal Sorglinjen være med til at rette op på. Sorglinjen, der er et nyt, landsdækkende tilbud til efterladte eller mennesker, der har alvorlig sygdom tæt inde på livet, er oprettet af Det Nationale Sorgcenter og TrygFonden. Her sidder 100 frivillige mellem 20 og 75 år, der selv har prøvet at have alvorlig sygdom tæt inde på livet og miste, klar til at lytte.

Man kan ringe, chatte, sms’e eller bruge brevkassen. Sorglinjen kan nås på www.sorglinjen.dk eller på telefon 70 20 99 03, alle ugens dage kl. 17-21.
Kilde: www.sorglinjen.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *