Naturens vigtigste ressource er plads
debat Jeg skriver i direkte forlængelse af og som svar på Hella Tiedemanns læserbrev i sidste uges avis.

Naturen har brug for plads – punktum. Det er en faktuel og evidensbaseret sandhed. Når man laver asfalt og beton, hvor der i dag er grønt i den ene eller den anden afskygning, så tager man plads fra naturen. Det betyder et fald i biodiversitet, hvad enten det går ud over beskyttede dyrearter eller ej.

Det er et falsk argument fra Hella, når hun påstår at være på naturens side, hvis bare alle formalia er overholdt. Argumentet er, at fordi et stykke jord én gang har fået en status, så er det det samme som, at det stykke jord altid skal have den status.

For eksempel skriver Hella: »Sømose-området som nu skal bebygges med boliger, har aldrig været udlagt til naturområde, men derimod til erhvervsbyggeri. Jeg ved ikke, om det var blevet bedre eller smukkere med kontorbyggeri, men jeg ved, at der er behov for boliger til alle kategorier af borgere, og det synes jeg, at vi som politikere skal stå på mål for«.

Ja, der er brug for boliger til alle kategorier af borgere og ja, der er brug for god økonomi, men ikke ved Sømosen. Når disse to ting tilgodeses på naturens bekostning, så kan man hverken kalde sig grøn, eller natur- og dyrevenlig.
Set fra naturens perspektiv er valget mellem erhverv-, kontor- eller boligbyggeri det samme som valget mellem pest eller kolera (hvilket jeg har skrevet et læserbrev om tidligere).

Under alle omstændigheder er byggeri af enhver art som sagt til stor skade for biodiversiteten, som man i øvrigt fra politisk side i både Herlev og Ballerup Kommuner har lovet ikke bare at vedligeholde men at forbedre jf. plejeplanen for området.

Det er og bliver politikerne, som kan ændre i lokalplaner, hvis man vel at mærke synes, at tidligere tiders tænkning ikke var grøn nok til de udfordringer og problemer, vi står med i dag i forhold til klima, natur og miljø. Men det synes S åbenbart ikke, så jeg undrer mig fortsat.



1 kommentar om “Naturens vigtigste ressource er plads”

  1. Ole Jensen siger:

    Helt enig Thomas Anker
    S = Byggeri ,så højt så muligt .
    S = Trafik Kaos

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *