Sjællandsmesterskab til lokale gymnaster
sm-rytmisk-sportsgym-copy.jpg
Bagerst fra venstre: Rosa, Ajla samt sjællandsmestrene Isabella og Alma Sofie. Forrest: Sara, Lucca og bronzevinder Maria. Foto: Privatfoto
gymnastik Første del af de sjællandske mesterskaber i rytmisk sportsgymnastik blev afviklet den 9. marts på Holmeagerskolen i Greve.

Ballerups duo rekrut-gruppe med de to 11-årige piger Rosa Svensson og Ajla Farije formåede ikke at få deres tøndebåndsserie til at køre optimalt og endte udenfor medaljerækken.

Derimod levede klubbens duo senior-gruppe med Isabella Schultz (15 år) og Alma Sofie Pedersen (13 år) helt op til deres standard. Deres tøndebåndsserie kørte så suverænt, at de med hele 16 point mere end sølvmedaljevinderne fra GF Øbro blev kåret som årets sjællandsmestre.

Hos de individuelle gymnaster i rekrut-rækken (årg. 2007-2008) tog Maria Grosser (10 år) sig helt velfortjent af bronzemedaljen. For sine tre serier; fri, tøndebånd og køller fik hun 21,75 point – kun 0,2 point fra sølvmedaljen der gik til Anelija Shaginjan fra TIK (Taastrup). Lucca Schmidt (11 år) viste også en fri-serie, en med tøndebånd samt en med køller og kom med sine 17,25 point på en meget flot sjetteplads.

I rækken for pre-junior (årg. 2006) præsterede 13-årige Sara Skjoldborg sin hidtil bedste fri-serie. Derudover kørte hun serier med henholdsvis tøndebånd, bold og køller, der med i alt 17,85 point rakte til en sjetteplads.

Næste gang Ballerups tre individuelle gymnaster skal i ilden, er den 30 marts i Kiel.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *