Kvinder på racercykler
Team-Change-copy.jpg
Hvis man vil køre med på kvindeholdet Team Change kan man komme til infomøde den 25. marts og høre mere. Foto: privatfoto
Cykling To lokale cykelentusiaster har skabt deres helt eget cykelhold kun for kvinder her i Ballerup. Det er tidligere eliterytter Hanne Malmberg og ivrig cykelmotionist Henriette Rald, der står bag holdet, som har fået navnet Team Change.

De rullede ud på landevejene sidste år, og i løbet af ganske kort tid var der en fast kerne af cykelglade kvinder, der gav den fuld pedal sammen med dem et par timer om ugen.

»Det er gået over al forventning,« siger Henriette Rald og fortsætter:

»Frisk luft og god træning ryster os sammen, og hvis der er en der punkterer, så hjælper vi hinanden.«
Team Change træner hver mandag aften – som regel med start fra Skovbrynet Station eller Ballerup Super Arena, hvorefter turene går rundt omkring i blandt andet Bagsværd, Farum, Ballerup og Smørum.

»Hvis du har en racercykel og mod på at køre med klikpedaler, kan du være med. Kom glad, også selvom du aldrig har kørt i en gruppe før,« lyder det fra Hanne Malmberg, der sammen med makker Henriette Rald inviterer alle interesserede til gratis informationsmøde om holdet mandag den 25. marts klokken 18 i Ballerup Super Arena.

Man kan læse mere på facebook i gruppen ’Team Change’.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *