Ballerups grønne områder mangler naturindhold
Debat Svar til Hella Hardø Tiedemann:

I Ballerup Kommune har vi masser af muligheder for at skabe god natur med højt naturindhold. Det er op til os politikere, om vi vil tilgodese naturen eller om parker, grøftekanter og skove skal være glatfriserede. Det er vores valg, når vi laver lokalplaner, kommuneplan og når vi beslutter, hvordan vores natur skal plejes.

I Ballerup Kommune udgør beskyttede naturarealer kun 5,5 procent og naturen i vores kommune er fattig på naturindhold, for eksempel er parkerne ikke beskyttet natur, og selvom de ikke bidrager med meget på nuværende tidspunkt, så er der i hvert fald et naturpotentiale at hente, hvis vi begynder at pleje dem anderledes. En holdning jeg netop har fået bekræftet, da biolog Emil Skovgaard Brandtoft gennemgik naturen i Ballerup sammenlignet med resten af Danmarks Natur. Han kunne fortælle følgende:

Ballerups parker har næsten ingen naturmæssig værdi – ikke engang på lokalt plan.
Skoven i Ballerup bidrager med natur, men dens naturmæssige værdi er begrænset.

Enge, moser, overdrev og søer udgøres af små, spredte naturområder, men selv deres naturværdi er begrænset og de er sårbare.

Naturen i Danmark har det elendigt, 20 procent af dyrearterne er truet, og i Ballerup bidrager vi ikke med natur, der har en kvalitet, der kan medvirke til at vende denne udvikling. Det mener jeg, der skal ændres på.

Derfor er jeg også rigtig godt tilfreds med, at vi på sidste teknik- og miljøudvalgsmøde besluttede, at reducere græsslåningen på mindre arealer i parkerne, og udvide de arealer der skal slås mindre og anderledes i 2020 og 2021.

Og jeg er decideret godt tilfreds med, at vi også kunne blive enige om, at reducere driften markant i skovområderne, så de fremover kan udvikle sig mere vildt.

Jeg er glad for den lille smule natur der er i Ballerup, og jeg er stolt over, at vi nu gør en reel indsats for at hæve naturindholdet.

Forkortet af red.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *