Venstre er helt på månen
Debat Venstres gruppeformand og 2. viceborgmester Kåre Harder Olesen burde holde sig til fakta og ikke agere talerør for hvordan politik opfattes eller udøves i Dansk Folkeparti.

Kåre Harder Olesen kommer med udmeldinger, der er helt på månen og kommer frem til konklusioner, der ikke har hold i virkeligheden. At komme med påstande- der direkte er taget ud af den blå luft, klæder ikke Venstre og deres gruppeformand. Jeg vil kraftigt påpege, at beslutningen omkring karensperioden ligger i lokale rækker. At påstå andet, giver kun anledning til hovedrysten.

At Venstre påstår, at vi ikke har lokal ytringsfrihed i Dansk Folkeparti, er himmelråbende dumt, og kan kun opfattes som manglende viden omkring vores parti. Venstres udmelding er ikke overraskende, idet karensperioden, der nu er indført, er deres eget forslag.

Venstres tolkning af eget forslag må være indforstået, og ude af trit med den opfattelse man får ved gennemlæsningen af bilagene. Intet sted i bilagene står der noget om private hjem, ej heller noget om børn, der bliver taget som ufrivillige statister.

Men her er vi enige, selvfølgelig skal der ikke føres valgkamp på de matrikler i vores kommune, der ikke er egnede.

Det vi forholder os til, er karensperioden og den begrænsning, den vil medføre.

At påstå vi ikke forringer mulighederne for dialog, er at påstå solen ikke afgiver varme. Vi har nu en karensperiode, hvor det ikke er muligt for eksterne landspolitikere at komme i dialog med borgerne på deres egen banehalvdel under en valgkamp. Denne praksis har ellers været udøvet af alle partier, og er en tradition igennem årtier. Denne tradition forbyder vi nu i Ballerup og dermed forringer vi ytringsfriheden.

Problemstillingen er ganske ligetil: Før havde vi ingen restriktioner, det har vi nu. Dermed har vi fået indført en restriktiv valgkampsperiode i Ballerup.

Jeg vil personligt hellere besøge en arbejdsplads under en valgkamp, end at sidde til et debatmøde, hvor tilskuerne er partisoldater, der ikke er tilstede for oplysningens skyld, men for at støtte op om deres egne.

 

forkortet af red.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *