Klatrekunst på vej til ådalen
Haren-1-copy.jpg
Ideen til det nye hare-klatreprojekt kommer fra Liseleje, hvor man har installeret ’Havtyren’ som også er et stort klatrearrangement.
legeplads Et nyt kombineret kunst- og aktivitetsprojekt bliver til sommer en realitet i Harrestrup Ådal med støtte fra blandt andet Ballerup Kommune og Friluftsrådet.

Harrestrup Ådal er et af Ballerup Kommunes store grønne arealer, der bruges af mange i alle aldre. Nu kommer der snart endnu en grund til at frekventere den store grønne lunge, idet et nyt kombineret kunst- og klatreprojekt bliver indviet til sommer.

Projektet hedder ’Haren i Ådalen’ og kommer til at bestå af et større klatreværk i træ, bestående af en harefar og en lidt mindre haremor samt tre killinger. De bliver alle bygget af egetræ og robiniestammer og skal bygges i et samlet forløb på 10-12 meter.

Dertil kommer to liggende harer, der kan bruges som cykelstativ.

Masser af liv

I forvejen er området udlagt med plads til en masse aktiviteter med blandt andet madpakkehus, bålsted, toiletbygninger, tre bogbyttetræer, to gynger, junglesti, forhindringsbane og nu altså snart et nyt klatreprojekt, der skal tiltrække områdets børn og voksne.

Efter planen skal projektet ’Haren i Ådalen’ stå færdigt til sommer og indvies i juni måned, hvorefter det er til fri afbenyttelse, ganske som de øvrige aktiviteter i Harrestrup Ådal.

Projektet er støttet af Ballerup Kommune, Grønt Råd, Nordea Fonden, Friluftsrådet samt Skovlunde Lokalråd.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *