Lokal rapper udgiver debut-EP
jonah.jpg
Jonah Wright har sendt sin debut-EP ’Diagnosed’ på gaden. Foto: PR Foto
udgivelse Den 20-årige Ballerup-rapper, Jonah Wright, har netop sendt sin debut-EP på gaden.

Titlen på den ’Diagnosed’ er meget sigende, for med fire diagnoser fra barnsben, har medicinering været en stor del af Jonah Wrights liv. Men da han som teenager oplevede, at medicinen var begrænsende for hans kreativitet, droppede han pillerne og brugte den ekstra energi på at dygtiggøre sig indenfor rap.

Jonah Wrights tekster provokerer, og kaster lys på nogle af nutidens problemstillinger og tabuer i vores samfund. Diagnosed er dedikeret til de skæve eksistenser i samfundet som Jonah Wright på mange måder identificerer sig med.

Jonah Wright er en lovende artist med internationalt potentiale, og han har allerede fået spilletid på P3, hvor blandt andre hans første og meget gennemførte single ’Starlight’ har sparket gang i festen. Rapperens vigtigste budskab er, at man skal være sig selv. ’Starlight’ handler om at følge sine drømme på trods af modstand -­ og om at være tålmodig og dedikeret til sin passion, hvad end det er.

Jonah Wright, tidligere kendt som Buzzer, har på trods af sin unge alder længe været anerkendt for sit dobbelttempo improviserede rap. Den unge danske rapper har finpudset sit håndværk og er i rivende udvikling. Han har nu som 20-­årig skabt en unik, stilsikker lyd, som han leverer med et tårnhøjt energiniveau.

»Man er aldrig i tvivl om, hvordan Jonah Wright har det. Han lægger ikke skjul på noget, og han går ikke på kompromis med sit udtryk. Han bruger perspektiver fra hverdagen til at analysere menneskelige mønstre og lyster samtidigt med at forfølge dén lyd, den givne tematik fremkalder. På den måde formår han at skabe helstøbte værker, hvor rap og beat går hånd i hånd,« lyder det fra pladeselskabet Affiliated, som har signet den unge Ballerup-rapper.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *