Seniorer efterlyser afklaring om sammenlægning af brugerråd
tapeten.jpg
Tapetens senioridræt afholdt generalforsamling. Især sagen om sammenlægningen af brugerrådene blev drøftet. Foto: Finn Jacobsen
senioridræt Senioridrættens brugerråd på Tapeten skal slås sammen med idrætsbyens råd. Medlemmerne efterlyser svar om fremtiden, og nu er rådets møder pludselig henvist til tilfældige lokaler i idrætsbyen.

Onsdag afholdt Tapetens senioridræt deres årlige generalforsamling. Omkring 54 ud af 200 var mødt frem og der var hygge, snak og en drøftelse af en række af de emner der rører sig. Det meste så på overfladen ud som det plejer. Men bag facaden ulmede der alligevel en utilfredshed, som man ikke har oplevet før.

Kultur- og fritidsudvalget har nemlig besluttet, at brugerrådene fra Tapeten og Ballerup Idrætsby skal slås sammen. Det kan betyde, at Tapetens brugerråd kan forsvinde helt og blive en del af idrætsbyen. Derfor var de fremmødte meget interesserede i at vide, hvad der sker med sammenlægningerne.

Medlemmer undrer sig

Men selvom senioridrætten har fået at vide, at man vil blive indkaldt til møde om sagen, er der intet sket efterfølgende, hvilket undrer formanden for Tapetens senioridræt, Lisa Arvedsen.

»Medlemmerne spørger til, hvad der sker med de sammenlægninger. Vi kunne godt tænke os at vide, om vi helt bliver opslugt af idrætsbyen og hvordan vi kommer til at stå i fremtiden, men vi kan intet få at vide fra kommunen. Måske ved de ikke selv, hvad der skal ske. Det synes vi er ret utilfredsstillende,« siger Lisa Arvedsen, som også undrer sig over, at medlemsmøderne de seneste par gange er blevet flyttet.

»Vi har meget svært ved at få lokaler på Tapeten. Der er alt muligt andet i lokalerne. Vi har holdt møder her i 20 år, da vi holder til på Tapeten, men de seneste par gange er vi blevet henvist til idrætsbyen. Så har vi fået nogle lokaler der. Det har undret mig og vores medlemmer meget. Vi skal jo bruge lidt faciliteter som smartboards og den slags og vi ved ikke, som det er faciliteter, som alle lokaler har i idrætsbyen,« siger Lisa Arvedsen, som understreger, at de sidste to gange har der været de fornødne faciliteter i lokalerne i idrætsbyen.

Frygter medlemsflugt

Formanden er som udgangspunkt ikke modstander af en sammenlægning, men hun efterlyser mere kommunikation.

»Det kan sagtens være, at en sammenlægning af brugerrådene for de to institutioner overordnet set er ok. Men vi hører intet og medlemmerne vil gerne vide, hvad der sker og ikke mindst, om vi skal flytte fra Tapeten og over i idrætsbyen. Det er utilfredsstillende, at vi intet får at vide og at vi bare bliver flyttet rundt,« siger Lisa Arvedsen, som frygter medlemsflugt på grund af uvisheden.

»Det kan da sagtens tænkes, at der er medlemmer, der ikke vil være med mere, hvis det bliver for besværligt. Så vi håber, at vi snart kan få en afklaring,« siger Lisa Arvedsen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *