Succes med saks og lækkert hår
stender_7.jpg
John Stender (tv) startede Stender-kæden for 50 år siden i Skovlunde. I dag er der 18 Stender-butikker, deriblandt stadig den i Skovlunde, der blev overtaget af Benny Kryger Olsen og nu ejes af Bennys datter Malene Girsel. Foto: Flemming Schiller
jubilæum Det er 50 år siden at John Stender som ung frisør startede sin egen butik i Skovlunde. Siden er det blevet til mange flere rundt om i landet, og navnet Stender er i dag et af de mest kendte frisørbrands i Danmark. Vi mødte John Stender i butikken i Skovlunde til en snak om saks og succes.

Rigtig mange i Danmark kender frisørnavnet Stender. Op gennem 80’erne og 90’erne blev navnet slået fast som ypperste luksus indenfor hår og styling og produkterne blev lig med kvalitet og god stil. I dag er der 18 Stender-saloner rundt om i landet og de satser stadig på kerneværdierne, kvalitet, faglighed og god service, som man betaler lidt ekstra for.

Men det lille frisørimperium blev startet i 1969 af John Stender, en ung frisør med mod på at skabe sit eget.
Efter endt uddannelse arbejdede han som frisør og han klippede samtidig sin daværende kærestes far gratis. Mens saksen kørte gennem håret snakkede de om mange ting og kærestens far blev ved med at snakke om, at den friske unge mand John da skulle have sin egen salon, når han nu havde så mange gode ideer og mente, at han kunne gøre det bedre, end det han så andre steder. Kærestens far havde endda lidt penge på kistebunden og John kunne godt låne til at købe en forretning.

Efter lidt snakken frem og tilbage blev de enige, og da John Stender fandt et lokale i Skovlunde, slog han til. Butikken blev købt for 78.000 kroner.

Adskilte saloner

»Jeg måtte selv hente pengene ud fra et gammelt pengeskab, som han have stående, der var fyldt med alt muligt ragelse. Men inde i bunden lå de her penge, og så kunne jeg købe min første butik. Aftalen var så, at jeg skulle betale 1000 kroner af om måneden og det gjorde jeg. Så nu havde jeg min egen butik og kunne selv skabe historien,« siger John Stender, som vi har mødt i butikken i Skovlunde, der begyndte det hele og som i dag er ejet af Malene Girsel. Hun har overtaget efter sin far Benny Kryger, som købte butikken af John Stender.

Et par år senere flyttede John Stender butikken til de lokaler i Skovlunde Centret, hvor butikken ligger i dag og som efter planen bliver liggende, når det nye Skovlunde Center forhåbentlig bliver en realitet om nogle år. Men det var ganske andre tider dengang.

»Dengang var der adskilte dame- og herreafdelinger, hvilket jeg synes var noget mærkeligt noget. Så jeg droppede det og lavede en kombineret salon. Det skabte stor forargelse dengang, men det var fremtiden. Vi skulle skille os ud og det gjorde vi med det tiltag,« siger John Stender, som samtidig satte kreativiteten og kvaliteten i højsædet.

»Vi stiller krav om at vores medarbejdere skal være faguddannede, at vi har et højt serviceniveau og at man altid får den bedste kvalitet hos Stender. Det skabte vores navn og det princip viger vi ikke fra. Heller ikke i dag, hvor faget er presset af en hård konkurrene fra frisører, der måske ikke alle har de samme kriterier,« siger John Stender.

Siden voksede antallet af butikker, og i de bedste år åbnede John Stender to-tre nye forretninger om året.

»På toppen havde jeg 23 butikker. Dertil kom, at vi begyndte at sælge en masse styling-produkter, som vi solgte ikke bare i Danmark men i hele verden. Sammen med Stuhr var vi dem, der brandede frisørfaget, og det gik rigtig stærkt i 80’erne og 90’erne. Det var sjovt men også hårdt arbejde,« siger John Stender.

Kvalitet for fremtiden

Det er ikke så ofte, at man i dag ser John Stender med en saks i hånden, omend han understreger, at han stadig kan klippe op med de bedste, hvis han skal. Han bor i dag i Spanien og det er hans tre sønner, som styrer det meste. Men man fonemmer tydeligt, at han stadig har en stor finger med i spillet. Det er trods alt hans ’barn’ det handler om.

»Det er sværere i dag, for konkurrencen er hård. Men vi holder fast i vores kvalitet og service. Det er svært at få gode folk, men vores kunder skal være sikre på, at hos os er der kun det bedste fagpersonale. Vi har rigtig mange ansatte, der har været her i mange år, og vi har mange stamkunder i vores forretninger. Det betyder meget for os,« siger John Stender, som i dag kan se tilbage på mange hæsblæsende år med forretninger og kreative frisurer.

Ifølge ham er der stadig udviklingsmuligheder, selvom konkurrencen er hård.

»Det kan godt være, at der kommer et par nye saloner, blandt andet på Frederiksberg, hvor vi har overtaget en salon. Men ellers har vi fået en stor ordre på salg af produkter til USA og Canada. Det er en rigtig god måde at få vores navn slået fast i udlandet og en god afrunding op til jubilæet,« siger John Stender, som med 175 ansatte i sin frisørkæde, fire børn og fire børnebørn også har masser at se til, selvom den daglige drift af forretningen nu ligger hos næste generation.

Og som han konkluderende siger, mens han sidder i Skovlunde i den første butik han åbnede for snart 50 år siden.

»Det er egentlig meget godt gået af en lille gut, der gik ud af 8. klasse«.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *